I Makedonien ruller aflytningsskandalen fortsat. Derfor vækker fem mord, begået i april 2012, igen gys i landet. Her er baggrunden.
En aflytningsskandale af dimensioner ruller for tiden ud i Makedonien. Med jævne mellemrum kan offentligheden lytte til en række angiveligt aflyttede telefonsamtaler, hvor regimets topfolk tilsyneladende taler åbent om deres lyssky foretagender.
Læs også: Zaev har en bombe til Makedonien (31/1)
Læs også: Socialdemokratisk selvmordsbombe annonceret fredag (5/2)
Læs også: Behersket reaktion på makedonsk aflytningsskandale (10/2)
Læs også: Jorden brænder under Makedoniens magthavere (21/2)
Det er oppositionspartiet SDSM under ledelse af Zoran Zaev, der har fået fingre i optagelserne. Afspilningen af optagelserne går under navnet ”Zaevs bombe”, fordi partiformanden længe har annonceret dens komme. Partiet forventer, at regeringen falder før eller siden – sandsynligvis i takt med, at bomberne bliver mere og mere kompromitterende. For hver bombe synes de lyssky foretagender nemlig at blive grovere.
Befolkningen frygter nu, at bomberne på et tidspunkt får en etnisk dimension, som kan føre til fornyet fjendtlighed mellem landets to største befolkningsgrupper – albanerne og makedonerne. Det er i den sammenhæng, mordene ved Smilkovci-søen spøger.
Fem mænd myrdet på en fisketur
Den 12. april 2012 blev fem mænd myrdet i Skopjes nordlige udkant. Fire 18-20 årige blev tilsyneladende henrettet, for de var linet op i en række, mens en femte mand i fyrrerne blev skudt et stykke fra de fire. Måske fordi han havde set for meget.
Ugerningen fandt sted ved den kunstigt anlagte Smilkovci-sø, som ligger ved siden af Skopjes ringmotorvej på det nordlige stræk. Det var efter alt at dømme fem helt uskyldige lystfiskere, som i skumringen måtte lade livet, uden at vide hvorfor.
Medierne var ikke sene til i vox-pops at lade makedonske borgere skyde skylden på det albanske befolkningselement, mens det største albanske parti, BDI, naturligvis hurtigt afviste, at albanerne som kollektiv kunne tage skylden for noget sådant.
Efter ugerningen kom frem, var der spontane demonstrationer ved gerningsstedet, i Skopje og andre steder, og for en gangs skyld skrev verdenspressen om Makedonien, hvor man frygtede nye etniske uroligheder. Demonstrationerne var vendt imod det albanske befolkningselement. Det værst mulige perspektiv var, at den væbnede konflikt i 2001 mellem landets albanske og makedonske befolkningsdele kunne genoptages. Det er det samme perspektiv, der spøger i dag.
Den 1. maj 2012 arresterede makedonsk politi 20 personer i sagen. Politi- og indenrigsminister Gordana Jankuloska hævdede, at der var tale om islamiske fundamentalister. Aktionen, som resulterede i 20 anholdelser i en række albanske andsbyer, kaldte regimet ”operation monster”. Derfor går sagen lokalt under navnet monstersagen.
Nu var det albanernes tur til at demonstrere. Den 4. maj demonstrerede 15.-20.000 i Skopje. Generelt mente de demonstrerende, at de anholdte blev anholdt, fordi de var albanere. Den 11. maj demonstrerede knap så mange foran regeringsbygningen og andre steder i landet.
Det tyndede ud blandt de tyve, som tiden gik. Sigtelserne blev frafaldet. Tilbage blev fire personer, som i sommeren 2014 blev idømt livsvarigt fængsel. Yderligere to blev in absentia idømt samme straf. De var på det tidspunkt i færd med at afsone domme i Kosovo for ulovlig våbenbesiddelse.
Efter domsafsigelsen kom det igen til heftige protester i Skopjes Cair-bydel og andre steder i og uden for Makedonien.
Selvom de dømte formentlig ikke er helt almindelige lovlydige borgere, så er det fortsat et almindeligt synspunkt -fortrinsvis blandt albanere-, at de dømte er uskyldige i monstersagen.
Ali Ahmeti har gentagne gange opfordret til at lade sagen gå om under international tilstedeværelse. Ali Ahmeti leder landets største albanske parti, BDI, som sammen med den makedonske VMRO-DPMNE-koalition udgør regeringen. Ahmetis idé er, at den internationale tilstedeværelse vil kunne genskabe albanernes tillid til domstolene.
Sagen lukket betyder sagen åbnet
Det står tilbage fra dommen i sommeren 2014, at meget få tror, at hele sandheden er kommet frem. Det er en typisk Balkan-situation. Når sagen er lukket, betyder det, at sagen er åben for folkelig spekulation, som desværre – kan man mene – nogle gange rammer plet.
Der er spekuleret rigtig meget i, hvad motivet til mordene ved Smilkovci-søen kan være. Blandt almindelige borgere hører man meget ofte, at motivet er at destabilisere landet, hvorefter spørgsmålet er, hvem der har interesse i det?
Blandt kandidaterne er så det nationalkonservative makedonske VMRO-DPMNE, albanerne som sådan eller fraktioner blandt albanerne, islamisterne, russerne, amerikanerne, og således videre.
Fælles er, at de dømte så enten er uskyldige eller arbejder for noget andet og større, end hvad der hidtil er kommet frem.
Den vågne læser vil så bemærke, at der vel må være beviser imod de dømte. Det er naturligvis også tilfældet, men de skeptiske giver ikke meget for bevisets stilling. Dertil kommer, at skeptikere i lyset af Zaevs seneste bombe føler sig bekræftet i, at regimet ikke holder sig tilbage fra setups.
Og man kan yderligere tilføje, at det netop er, hvad journalisten Kezarovski for et par år siden sagde om sin egen sag. Han mente, at myndighederne var ude efter ham, fordi han afslørede, hvad alle ifølge Kezarovski i forvejen vidste, nemlig hvordan politiet arbejder – med setups og falske vidner og således videre. Sagen var ifølge Kezarovski selv reelt set en skueproces.
Skrækscenarier
Monstersagen spøger, fordi den bærer på den latente fare for inter-etnisk rivaliseren. For at skære det ud i pap, så kan man forestille sig i hvert fald to scenarier, som vil være konfliktprovokerende. De to scenarier udelukker ikke alle mulige andre scenarier.
I begge tilfælde vil det starte med, at en aflytning af centrale spillere i monstersagen gengives for offentligheden.
Det ene skrækscenarium er, at aflytningen viser, at regimet rent faktisk har lavet et setup på nogle albanske borgere, selvom de var uskyldige i monstersagen. Det vil føre til uro med det samme.
Det andet skrækscenarium viser, at der er en eller anden form for lusk i monstersagen, og at det albanske BDI er medvidende om det. Dette scenarie kan i forskellige variationer få BDI til at bryde sammen, hvorefter andre kræfter tager over.