Stop vrøvlet om Makedonien

Republikken Makedonien holdt valg den 11. december. Der var to valgkampstemaer. Det nationalkonservative VMRO-DPMNE tabte på begge distancer, men vil ikke slippe magten. Resten er vrøvl.

Stop vrøvlet om Makedonien

Efter næsten to års politisk krise i Makedonien gik borgerne den 11. december til valg. Krisen skyldes, at regeringskoalitionen, som bestod af det nationalkonservative, makedonske VMRO-DPMNE og det albanske BDI, i løbet af 2015 blev afsløret i diverse kriminelle forhold og i reelt set at have afviklet magtens tredeling, domstolenes uafhængighed og meget mere.

For forståelsens skyld kan man med fordel se bort fra BDI og blot regne med, at det er en kreds af topfolk i VMRO-DPMNE under ledelse af Nikola Gruevski, der reelt udgjorde og udgør regimet.

Der er endnu ikke faldet domme i de ovenstående forhold. Eftersom det var tydeligt, at den offentlige anklager ikke var fri af regimets magt, blev der etableret en særlig offentlig anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство). Myndigheden kom i stand som følge af pres fra EU og USA. Og det samme gjorde valget. Det hele blev nedfældet i den såkaldte Przhino-aftale.

Valgkampen handlede om den særlige anklager og om albanerne

Afsløringerne af regimet blev naturligvis benyttet i valgkampen. Alternativet til de nationalkonservative er Socialdemokratiet, SDSM. SDSM ønskede selvfølgelig, at valgkampen skulle handle om det ”løbende statskup”, som VMRO-DPMNE havde begået i sine cirka ti år ved magten.

SDSM ville lade den særlige anklager fortsætte arbejdet og eventuelt også oprette en særdomstol, fordi den almindelige offentlige anklager og domstolene står i et afhængighedsforhold til VMRO-DPMNE, beviseligt eller formodentlig. Hvis den særlige anklager får lov at fortsætte arbejdet, så vil VMRO-DPMNE’s topfolk med stor sandsynlighed ende i fængsel.

VMRO-DPMNE ville hverken lade den særlige anklager fortsætte eller oprette en særdomstol.

Det var til at forudse, at SDSM ikke nødvendigvis kunne vinde et valg, blot fordi VMRO-DPMNE stod bag de ovennævnte forbrydelser. Det hænger sammen med klientelismen, de ufrie medier, gammelt nag, monopol på historieforskning og mere endnu.

SDSM fik brug for albanske stemmer, og det var sandsynligvis derfor, man slog ind på en kurs, der i højere grad imødekom de albanske borgere. Det er selvfølgelig også muligt, at SDSM er blevet overbevist om, at albanernes krav er rimelige, retfærdige eller begge dele.

Hvorom alting er, så blev SDSM ved valget det parti, der tiltrækker flest albanske stemmer! Det er en virkelig stor nyhed i makedonsk sammenhæng.

VMRO-DPMNE greb begærligt dette nye valgtema, og forsøgte naturligvis at nedtone al snak om forbrydelser. Zoran Zaev, SDSM’s leder, blev udstillet som landsforræder, fordi han ville give indrømmelser til albanerne. Det handlede især om sprogkrav. Ikke om anerkendelse, for det albanske sprog er allerede anerkendt. Albanernes krav er snarere, at staten skal lade handling følge ord.

VMRO-DPMNE førte kampagner, der gav indtryk af, at albansk skulle indføres overalt, at bøder kunne følge, hvis man ikke kunne sproget, at pensionister ikke ville kunne få udleveret deres medicin, hvis de ikke beherskede albansk osv. Desuden ville Zaev angiveligt føderalisere eller kantonisere landet. Reelt ligger der i den beskyldning, at Zaev vil åbne sluserne for et kommende Storalbanien. Hverken SDSM eller de albanske partier går dog ind for kantonisering endsige et Storalbanien. Undtagelsen er ”den albanske alliance”, der har talt for kantonisering og som opnåede tre mandater ved valget – ud af 120.

Fire albanske partier fik mandater ved valget den 11. december. De går alle ind for, at den særlige anklager skal fortsætte sit arbejde. De går selvsagt også ind for, at albanernes krav bør imødekommes. Derfor er der flertal uden om VMRO-DPMNE uanset, hvordan man gør regnebrættet op. Også selv om VMRO-DPMNE fortsat er parlamentets største parti.

Den albanske platform

Valget faldt ud på en måde, der gjorde de albanske mandater afgørende, selvom det største albanske parti, BDI, blev straffet af vælgerne og halveret. De ville dog kunne spilles ud imod hinanden, hvis de stod splittet, hvilket ikke ville tjene de synspunkter, alle albanske partier deler.

Derfor gav de albanske partier hinanden håndslag på, at de alle kompromisløst ville kæmpe for den såkaldte albanske platform, uanset hvilke albanske partier, der måtte danne flertal med enten SDSM eller VMRO-DPMNE.

Den albanske platform indeholder syv punkter og diverse underpunkter.

Det første punkt handler om at implementere Ohrid-aftalen og forfatningen. Det er altså aftaler, der allerede er indgået, og hvor de albanske partier ønsker, at deres kommende regeringspartner skal holde aftalerne. Hvis man ser bort fra formuleringer, der lægger op til et kompromis, et punkt der af albanerne selv er blevet nedtonet, og et underpunkt, der kræver en forfatningsændring – hvilket kræver to tredjedeles flertal i parlamentet, og som således ikke kan være en forudsætning for at indgå i en flertalsregering –, så står nogle underpunkter tilbage, der kun vanskeligt kan fortolkes som alvorligt kontroversielle.

Det mest omdiskuterede er som nævnt det albanske sprogs plads i Republikken Makedonien. Det er allerede sådan, at albansk benyttes på lige fod med makedonsk på kommunalt niveau, når over 20% af borgerne er albanere. Men albanerne ønsker – og her henviser de til forfatningen –, at man også skal kunne benytte albansk i de statslige institutioner.

Det vil i princippet sige, at en albansk-talende borger i den østlige del af landet (hvor der næsten kun tales makedonsk) i en statslig institution, f.eks. en sundhedsklinik, skal kunne benytte albansk. Men det er et meget tænkt eksempel. Det vil også sige, at en albansk-talende borger i den vestlige del af landet (hvor der tales albansk) i en sundhedsklinik skal kunne benytte albansk, og at den statslige sundhedsklinik således skal kunne servicere borgerne på deres eget sprog – og også ansætte albansktalende. Det er et realistisk eksempel på, hvad det er, de albanske partier kræver.

Etnisk splittelse er ikke årsag, men eventuelt konsekvens

I den første ”dronningerunde” efter valget fik VMRO-DPMNE’s leder, Nikola Gruevski, i opdrag at forsøge at danne flertal. Mandatet overdrages i Makedonien af præsidenten, som er VMRO-DPMNE-mand, Gjorge Ivanov. Nikola Gruevski forsøgte nu at danne regering med partneren siden 2008, BDI. BDI mødte naturligvis op med den albanske platform, men man kunne ikke komme til enighed.

Ifølge BDI var det ikke platformens første punkt, der forhindrede en videreførelse af en regering bestående af VMRO-DPMNE og BDI. Det ville også være mærkeligt. Man skal fortolke noget mere ind i det, hvis man vil gøre det til et problem. Men det er præcist, hvad VMRO-DPMNE-regimet siden har gjort – hvilket giver ekko i medier og blandt eksperter i hele verden.

Det egentlige problem, ifølge albanerne, lå i det tredje punkt, hvor den albanske platform indeholder krav om, at den særlige anklagemyndighed skal fortsætte sit virke, og ”Fuld opklaring af spørgsmålene omkring retssager som ”Sopot”, ”Brodec”, ”Monster” (Smilkovci-mordene), og ”Kumanovo”, ved hjælp af en undersøgelseskommission eller en uafhængig international instans.” Det er sager, hvor albanere muligvis er ofre for justitsmord, og hvor regimet regnes for i en eller anden grad at stå bag. De fleste albanere og mange makedonere tager dette for givet.

Det var dette punkt, med den særlige anklagemyndigheds fortsatte virke, der ifølge BDI fik Nikola Gruevski til at opgive mandatet og herefter fortsætte valgkampens antialbanske retorik via klientellet på gader og stræder, medier i ind- og udland og formentlig igen internationale public affairs bureauer.

Den næste ”dronningerunde” er foreløbig ikke blevet til noget. Præsident Gjorge Ivanov nægter at give SDSM’s Zoran Zaev i opdrag at forsøge at finde et flertal, hvis ikke Zoran Zaev først offentligt afsværger den albanske platform. Det er et krav, som er kommet til, imellem første og anden ”dronningerunde”. Ivanov er kommet til at mene, og her flugter han med den øvrige VMRO-DPMNE’s genoptagne retorik, at den albanske platform vil splitte landet.

Det ser således ud til, at regimet er parat til at skabe en varig konflikt mellem albanere og makedonere, med det formål at undgå fængselsstraffe for regimets topfolk. Denne konflikt er således ikke årsagen til noget som helst, som udenlandske eksperter – i forlængelse af VMRO-DPMNE-regimets kommunikationsstrategi – ynder at fremstille sagen. Den er tværtimod konsekvensen!

Vrøvl og endda utidigt vrøvl

Det er meget let at skrive en historie om etniske uroligheder på Balkan, som – kunne man formulere det – ”i århundreder har skabt uro på halvøen,” og et eller andet sted i svadaen bliver en ”krudttønde” nævnt og så videre.

Det er også let at fremstille de balkanske folk som uskyldige ofre, som i århundreder har været legetøj for stormagters og naboers interesser og tilfældige grænsedragninger. Og det er let at gøre forståeligt, at ligegyldigt, hvor store forbrydelser de lokale magtmænd begår, så er det alle mulige andres skyld.

Der er bestemt noget om snakken i bestemte perioder, og hvad angår bestemte Balkan-stater. Men! Makedonien i dag er Makedonien i dag. Hvis man begiver sig ud i ovennævnte standardsvada, når og hvis man vil oplyse om den helt aktuelle situation i Makedonien, så går man regimets ærinde.

Årsagen til den politiske krise i Makedonien er ikke etnisk, og det er det rene kuk at bruge den nuværende politiske situation i Makedonien som eksempel på, at det er dags at diskutere grænseændringer, således som angivelige eksperter (Less) og politikere (Rohrabacher) for tiden gør det. Og det er vildledende, hvis man lader beskrivelsen af den aktuelle situation gå op i, hvem og hvilke stormagter, der forsøger at stabilisere eller destabilisere Makedonien eller dets regime, eller om den Europæiske Union har fejlet ved henholdsvis at være for meget eller for lidt til stede.

Det er ønskeligt, at Republikken Makedonien bliver en stat, der i højere grad matcher de vestlige demokratier. Det er naturligvis det forudsatte mål i denne kommentar.

Det makedonske befolkningselement i Makedonien udgjorde i 2002 omkring 2/3, mens albanerne udgjorde omkring 1/4. Tallene var allerede dengang meget usikre, og der har siden fundet en betydelig udvandring sted.

"Stop vrøvlet om Makedonien" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i EU, Makedonien, Ohrid Framework Agreement, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.