To NATO-soldater og en tolk blev i 2003 dræbt af en mine i Sopot, Republikken Makedonien. Aflytningsskandalen har bekræftet, at dømte i sagen måske er uskyldige. Sagen går nu om.
Den 23. april 2015 offentliggjorde de makedonske Socialdemokrater (SDSM) endnu en portion aflyttede samtaler i landets på det tidspunkt accelererende aflytningsskandale. Portionerne kaldtes ”bomber”, og denne var bombe nummer 25.
Bombe 25 indeholder en samtale mellem daværende chef for det hemmelige politi, Saso Mijalkov, og daværende Politi- og Indenrigsminister Gordana Jankuloska. Stemmerne diskuterer, hvad man skal stille op med Sopot-sagen. Det fremgår, at de to VMRO-DPMNE-topfolk er bevidste om, at de dømte er dømt uden reelle beviser.
En af følgerne af aflytningsskandalen og den efterfølgende politiske krise i Makedonien var oprettelsen af den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) som en parallel til landets almindelige anklagemyndighed. Den særlige anklagemyndighed kan overtage netop de sager, der følger af ”bomberne”, altså aflytningerne.
Det er netop samtalen mellem Jankuloska og Mijalkov, der hjemler den særlige anklagemyndigheds overtagelse af Sopot-sagen, som nu starter forfra. Chefanklager Katica Janeva fik sagen i juli 2017, og man bestræber sig nu på at fastlægge sagens fakta.
Det første retsmøde fandt sted den 18. oktober.
Sopot-sagen er kontroversiel på flere måder
Sagen fra landsbyen Sopot er kontroversiel. Det er den, fordi den er en af mange sager, der regnes for at være plantet eller ”monteret”, som man siger på disse kanter, og hvor uskyldige er blevet dømt ved hjælp af fabrikerede beviser – i dette tilfælde et vidneudsagn fremtvunget under tortur.
I Republikken Makedoniens nuværende situation, efter at VMRO-DPMNE-regimet blev bragt til fald i maj, regnes det netop for afgørende, at borgernes tillid til retssystemet bliver styrket. Retsvæsenet er ifølge den nye regerings såkaldte 3-6-9-plan et prioriteret område. Den således bundne opgave er at skabe tillid til retssystemet blandt borgerne. Det kan godt være, det ikke bliver perfekt – som f.eks. udenrigsminister Nikola Dimitrov har ladet forstå – men man skal i hvert fald op på et højere tillidsniveau end det nuværende.
Hertil kommer, at de dømte i Sopot-sagen er albanere. Albanerne er i cirka 100 år blevet forskelsbehandlet i varierende grad af landets forskellige regimer, så de besidder i forvejen en nedarvet skepsis, når det kommer til tillid til Makedoniens makedonsk-dominerede, offentlige institutioner – som f.eks. politi og retsvæsen. Albanerne udgør cirka 25% af befolkningen i Republikken Makedonien.
I Sopot-sagen blev oprindeligt 12 albanske landbyboere dømt skyldige i NATO-soldaterne og tolkens død. Hvis Sopot-sagen er plantet, så er der naturligvis åbent for ikke blot alverdens spekulationer: Hvem står bag minen? Hvem udførte udåden? Hvad er motivet? Når udfaldet er, at eventuelt uskyldige albanere bliver dømt, så er der også åbnet for følgende spekulation: Hvem og hvilket formål tjener det, at albanere står tilbage i skurkerollen?
Og spekulationer har naturligvis lystigt cirkuleret i alle årene siden 2003, og det er også tilfældet i Kumanovo-sagen, i den såkaldte Monster-sag og i flere andre sager, hvor albanere, der muligvis er uskyldige eller kun delvist skyldige, reelt kan være blotte syndebukke eller statister i et ukendt spil.
Når det er en udfordring at etablere tillid til retssystemet blandt landets borgere, så er det en endog endnu større udfordring at etablere selv samme tillid blandt landets albanske borgere. De cirkulerende spekulationer er naturligvis gift for Republikken Makedonien, fordi de blot bærer ved til mistillidens bål.
Derfor er det også umuligt fortsat at lade Sopot-sagen hvile og de dømte rådne op i fængslerne. Der må en troværdig retssag til, og selv med en sådan er der risiko for, at besøgelsestiden allerede er forbi.
Træghed i Sopot-sagen
I marts 2003 havde NATO fortsat en fredsbevarende styrke i Makedonien, efter den væbnede konflikt i 2001. De to polske soldater, der omkom ved Sopot, var en del af missionen.
De albanske landsbyboere blev dømt i 2010, hvorefter de albanske partier klagede over dommen. Der blev nedsat et udvalg i parlamentet, som skulle undersøge sagen. Udvalget kom frem til, at sagen ikke var foregået efter bogen, hvorefter en domstol besluttede, at sagen skulle gå om. Men der skete ikke noget. Det var i 2011.
Reelt handlede det om, at sagen var hængt op på et enkelt vidne, og dette vidne havde ifølge eget udsagn forklaret sig under tortur. Vidnet hedder Ramadan Bajrami.
Efter bombe 25 og de såkaldte Przhino-aftaler, der betød oprettelse af den særlige anklagemyndighed, kom der igen skred i sagen. Det gik dog trægt med at få overdraget sagen fra den almindelige anklagemyndighed, hvilket er noget ”de offentlige anklageres råd” skal godkende. Her vægrede formanden Petar Anevski sig ved at overdage sagen, hvilket formentlig må ses som led i det gamle regimes – altså regimet VMRO-DPMNE under Nikola Gruevski – forsøg på at beskytte sig selv ved hjælp af fortsat loyale klienter i retssystemet.
Den særlige anklagemyndighed bad om at få sagen overdraget i november 2016, og det lykkedes som nævnt af få den udleveret i juli 2017.