Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”

I 2013 blev den makedonske journalist Tomislav Kezarovski dømt, men nu er han indirekte blevet frikendt. Dommernes rolle ser betænkelig ud, og det blev de og den offentlige anklager mindet om fredag via Kezarovskis Facebook-profil.

Tomislav Kezarovski 20. januar 2015
Her ses Tomislav Kezarovski til en demonstration i Skopje, Makedonien, den 20. januar 2015. Han fik til alles, inklusive sin egen, overraskelse udgang samme dag, så han endte med at deltage i demonstrationen, der som mål havde at få Kezarovski løsladt og frikendt. Foto: Vanco Dzambaski, Creative Commons 2.0 Licens.

Der blæser nye politiske vinde i Republikken Makedonien. Om en retssag i Veles har noget med det at skaffe, står hen i det uvisse. Men resultatet af retssagen er, at Kezarovskis uskyld er åbenbar. Det skriver Filip Stojanovski på Global Voices. Den protesterende offentlighed havde i 2015 sandsynligvis ret i, at Kezarovski blev dømt, fordi han kom VMRO-DPMNE-regimet på tværs.

Gammel sag frikender Kezarovski

Kezarovski er dømt for at have afsløret identiteten på et beskyttet vidne. Sagen, hvori det beskyttede vidne optræder, handler om mordet på den 57-årige Lazar Milosevski. Mordet fandt sted i 2005. Tre år senere anholdt politiet tre mistænkte, som under hele sagen fastholdt, at de var under falsk anklage. De var blevet udpeget af Zlatko Arsovski, det beskyttede vidne, som i begyndelsen af 2013 pludselig ændrede sin forklaring. Han hævdede at være blevet truet af politiet til at vidne falsk. De anklagede blev løsladt.

Tomislav Kezarovski blev herefter anklaget for at have afsløret Zlatko Arsovskis identitet. Ifølge anklager kunne offentligheden, ud fra en artikel Kezarovski havde skrevet i 2008, slutte sig til Arsovskis navn. Det samme kunne de mordanklagede – ifølge anklageren –, og herefter trak Arsovski sit vidneudsagn tilbage.

Kezarovski selv har en ganske anden forklaring på, hvorfor regimet ville have ham fængslet.

Kezarovski blev dømt 4½ års fængsel i efteråret 2013 efter at have været tilbageholdt siden sin anholdelse i maj samme år. Han appellerede herefter sagen, som trak længe ud, inden dommen blev konfirmeret men straffen nedsat. Dommens offentliggørelse trak også ud, indtil den blev kendt i januar 2015. Der var stor international opmærksomhed om dommen og mediernes situation i Makedonien, indtil Zaevs længe annoncerede “bomber” og Makedoniens politiske krise tog al opmærksomhed fra februar 2015.

Men sagen fra Veles, som nu er afsluttet, er netop sagen om mordet på Lazar Milosevski. Og den faldt ud til Kezarovskis fordel. Domstolen anerkender nemlig, at Arsovski vidnede falsk, og han til det formål var hyret af det hemmelige politi. Kezarovskis konklusion i den aktuelle Facebook-opdatering er således, at domstolen i Veles anerkender, at regimet fældede dom over Kezarovski, ikke for at beskytte ideen om beskyttede vidner, men for at beskytte sig selv.

Den oven for omtalte politiske krise er foreløbig mundet ud i et regeringsskifte, og helt aktuelt diskuterer eksperter om og hvordan dommere og offentlige anklagere bør stå til ansvar for deres eventuelle medskyld i politiske domme med videre.

Kezarovski udfordrer dommere og anklager

Kezarovskis Facebook-opdatering kan findes i Filip Stojanovskis artikel på Global Voices, både i den oprindelige makedonske version, skrevet med latinske bogstaver, og i engelsk oversættelse. Den slutter således:

”Og nu, offentlig anklager fru Lile Stefanova, hvad skal vi gøre nu? Og nu, dommere fru Tanja Mihajlova, hr. Goko Ristov og fru Diana Gruevska-Ilievska, hvad skal vi gøre nu? Hvad vil I sige til jeres forsvar?” (min oversættelse).

Flere af navnene er kendte fra sager, som den særlige anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство) har rejst eller forsøgt at rejse som følge af aflytningsskandalen. I disse sager har dommere ageret stopklodser for sagernes fremdrift.

"Kezarovski til dommere: ”Hvad vil I sige til jeres forsvar?”" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Makedonien, Medier i Nordmakedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.