Jul i Smogje

Skopje, Shkup, Üsküb, Skoplje, og hvad barnet nu alt sammen hedder, er hovedstad i Republikken Makedonien. Fra december er byen dog blevet verdensetter i luftforurening, så nu holder vi jul i Smogje.

Jul i Smogje
Barn med partikelfilter i Skopje. Turist i Makedonien? Filtrene kan købes hos Kares på Dame Gruev.

Fredag aften var det lillejuleaften i Makedonien, selvom det her hedder Kolede. Det var i det hele taget lillejuleaften i lande, der følger den julianske kalender, mens Jesus, i lande der som Danmark følger den gregorianske kalender, så at sige blev født for tidligt. Nuvel, det er vist ikke helt sådan det hænger sammen, men under alle omstændigheder er det bedst at blive født så sent på vinteren som muligt, skulle man træffe at lade sig føde på denne årstid i Skopje eller en anden større by i Makedonien.

Her lægger smoggen sig nemlig om vinteren, en tæt, gråbrun dyne, der lugter af brændeovn, krematorium, koks, dagens ret og lidt til, og som tillige er fuld af vistnok lugtfrie mikropartikler. Og de sidste er jo som bekendt sundhedsskadelige.

Partikelforurening udtrykkes i mikrogram per kubikmeter, og det er her Skopjes verdensrekord kommer ind i billedet. I december nåede man nemlig et forureningsniveau, der både overskred grænseværdierne og hvad verdens øvrige forurenede storstæder kunne præstere.

I det centrale Skopje havde man således en periode på ni dage, hvor grænseværdierne for PM10 og PM2.5-partikler var overskredet med en faktor seks, altså for fx PM10-partikler over 300 mg/m3. Den 14. december var der endda målinger på over 600 mg PM10-artikler per m3 i Skopje-kommunen Karposh og ved Kyril & Metodius Universitetet.

Grænseværdien for PM10-partikler er 50 mg/m3.

Der findes flere apps, der tager data fra målestationerne i de forskellige kommuner, og som lægger dem ind i en forståelig grafik med fx grønne, gule og røde niveauer. Her er en af dem, МојВоздух (MinLuft). Den viser AQI-værdien i forstaden Lisiche (Лисиче) fredag aften.

Irrationelle julelege

I det protestantiske Danmark har kleresiet for vane at skumme fløden af rationalismen og gøre den til et produkt af Luthers logik, mens man samtidigt gør den kristne verdens irrationelle sider til udslag af rationalisme. Det er sikkert klogt, men de kristnes lillejuleaften i Skopje er i hvert fald ikke udslag af rationel tænken – og man kan i øvrigt heller ikke opdrive fløde i år.

Lillejuleaften fejres nemlig med bål i gaderne. Og ild er netop en af kilderne til luftforureningen. Det er svært at blive klog på, hvor meget der skyldes hvilke forureningskilder, men der er så nogenlunde enighed om, at brændeovne og åben ild (hjemløse) er den ene synder, mens biler er en anden og fabrikker og byggepladser en tredje.

Og dertil kommer urbaniseringen, der – som markedsliberalisterne siger – gør kagen større.

Den makedonsk-ortodokse kirke er ikke så vild med den måde at fejre lillejuleaften på, selvom man ved bålet indtager solide mængder af dejlig, traditionel mad og brændevin. Ifølge kirken er den slags lillejuleaften nemlig en invasiv art, der stammer nordfra. Nordfra er Serbien. Som bekendt vil den serbisk-ortodokse kirke ikke anerkende den makedonsk-ortodokse kirkes selvstændighed, og sådan har man sine julelege.

Sjov med fjernvarme

Der er faktisk et fjernvarmenet i Skopje, hvilket burde kunne eliminere brugen af brændeovne og affaldsfyr. Især hvis fjernvarmeværkerne bliver gasfyrede.

Men for år tilbage har mange fravalgt fjernvarme, fordi man anså fjernvarmeværkerne for at snyde med både regninger og leveringer. Altså ikke nødvendigvis varme i rørene, når der var koldt, og eventuelt regninger, der skulle dække andet end varmeregningen.

Dertil kom, at der blev afregnet per boligblok, og at den enkelte radiator ikke nødvendigvis kunne skrues op og ned. Det var tænd eller sluk, så åbne vinduer var en enkel måde at regulere varmen på.

I moderne lejligheder er der måler per lejlighed, men de, der i sin tid fravalgte fjernvarme, har uheldigvis også fjernet installationerne – radiatorerne. Det var nemlig et krav, hvis man ville slippe for regningen; derfor brugen af elvarme, brænde og alt brændbart i vintersæsonen.

Modernisering af fjernvarmesystemet er i gang, men gasforsyningen er ikke på plads. Det er under alle omstændigheder en langsigtet del af løsningerne på smog-problemet.

Russerne vil gerne levere gas til Makedonien, men det er blevet forhindret af bl.a. EU og USA’s sanktioner mod Rusland. Da den amerikanske ambassade i Makedonien i december efterlyste ideer til, hvordan luftforureningen i Skopje kunne nedbringes, var den russiske ambassade ikke sen til i et tweet at foreslå russisk gas.

Meget morsomt. Og i aften er det juleaften.

"Jul i Smogje" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Makedonien, Turist i Makedonien og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.