Europa har tømmermænd, siger vi. Den rekordlave deltagelse i EU-parlamentsvalget betyder, at europæerne ikke værdsætter stemmeretten. Derfor har demokratiet tabt. Eller har det?
Føderalister har ofte forudsagt, at i det øjeblik, EU-parlamentet får magt, begynder folk at interessere sig for det. I dag siger mange, at sådan gik det ikke. EU-parlamentet fik mere magt, men vi interesserede os mindre for det. Men kan man nu også slutte sådan? Måske betyder den lave valgdeltagelse, at vi er begyndt at interessere os for EU og EU-parlamentet.
De som har stemt, har været motiveret af følgende, hvis vi skal tro tv-analytikerne: tyskerne har stemt for eller imod Schröders regering, svenskerne har stemt for eller imod EU, og således også danskerne. I øvrigt har man stemt på personer, som er kendte fra indenrigsk politik eller noget andet indenrigsk, kender nogle kendte, eller har talt en bestemt gruppes sag.
Analytikere er enige om, at ingen har taget hensyn til den politik, der eventuelt føres i EU-parlamentet.
Men hvad så med dem, der ikke har stemt? På den nævnte baggrund kan det da sådan set godt tænkes, at sofavælgerne er kommet i tanker om, at det overhovedet ikke er relevante kriterier, tv-analytikerne og politikerne tiltror os. Og nogle kunne da også godt tænkes at være blevet hjemme, fordi de simpelthen ikke har fået en eneste oplysning om, hvad resultatet af deres stemmeafgivelse kan blive i den større europæiske sammenhæng.
Man kan vel godt samtidig interessere sig for EU-parlamentet og – måske endda af samme grund – vælge sofaen. Det kunne tænkes, at vi er blevet så velinformerede, at vi ved, at EU-parlamentet ikke er den afgørende forsamling, selvom parlamentet har fået mere magt. Parlamentet er blevet mindre ligegyldigt, men der kan vel godt foregå en parallel udvikling, der har gjort os bevidste om dets fortsatte relative ligegyldighed.
Hvis vi skal interessere os for EU-parlamentsvalg, så skal parlamentet have magt i sager, som vi synes er interessante og har betydning for os. Derudover skal EU-parlamentarikernes partier være uenige om samme sager. De ”spændende” ting har staterne og altså De(t) Europæiske Råd jo stadig magten over. Der skal være noget at føre valgkamp om, og eftersom man ikke hører så meget om parlamentet, så slutter vi vel, at der ikke ligger noget specielt interessant i EU-parlamentsregi.
Politikere ville nok imødegå dette ræsonnement og forklare, at den lave valgdeltagelse skam er urimelig, fordi EU-parlamentet betyder meget. Det er muligt, men jeg har til gode at høre fra medier og valgkampe, hvad der er interessant i det parlament. Jeg har også til gode, at de store europæiske tv-kanaler enes om en samsending, hvor de forskellige blokke i parlamentet er repræsenterede og at Europaparlamentarikerne mødes i Strasbourg på valgaftenen, som selvfølgelig er den samme overalt i Europa.
Hvis politikerne har ret i, at der findes en politisk kontekst, der er større end statsgrænserne, så må rummet og symbolerne følge med, ellers kan vi ikke få øje på den rigtige kontekst. Seancen på Christiansborg i søndags snyder os, for hvis politikeren har ret, er Danmark en slags valgkreds. Kommentatorerne snyder os også. Nauntofte forklarer netop, at tyskerne har stemt om Schröders regering. De relevante motiver er indenrigske.
Hvem er ansvarlig? Har politikerne ret i, at parlamentet betyder noget, og at medierne følgelig ikke giver os relevante oplysninger. En ting taler til fordel for medierne. Politikerne fortæller os jo ikke, hvad der foregår i parlamentet. De danske EU-politikere diskuterer forbeholdene! Det har jo ikke noget med parlamentet at gøre. Politikere siger dét, de vurderer, interesserer vælgerne. Derfor tror jeg ikke man kan tale om, at enten politikeren eller medierne har ret.
Det virkelige problem ligger i, at der ikke i den europæiske befolkning findes fælles politiske problemer, som både diskuteres blandt alle europæerne, og som parlamentet samtidig har magt over.
Hvis eksempelvis Europaparlamentet skulle afgøre omfanget af EU’s engagement på Balkan, så skulle der såmænd nok blive klare blokdannelser, som man så kunne orientere sig ud fra. Fordi Balkankonflikterne er et debatemne blandt alle europæere, ville der være noget, som politikerne kunne gribe og gøre i.
Man ville kunne skrive en tale, som fængede, greb ind i en eksisterende diskussion, overalt i Europa og ikke kun i valgkredsen. En politisk retorik, som kunne forstås i alle europæiske hjørner, ville skabe mulighed for, at partiblokkene kunne optræde samlet. At socialdemokratierne i Europa kunne udpege en fælles talsmand for eksempel.
Indtil parlamentet engang får den magt, som det bør have, er der vel ingen grund til så definitivt at beklage den lave valgdeltagelse. Hvis politikerne nu fortsat hævder, at der skam findes parlamentsspørgsmål, som stadig har relevans for alle i Europa, må der være et folkeoplysende arbejde at gøre.
Det ville i så fald være et arbejde, som skulle sætte ind over for alle europæere, hvorfor det må være nødvendigt med en fælles europæisk skole- og undervisningspolitik – og ikke bare studenterudveksling.
Jeg kunne for eksempel forestille mig europæiske højskoler, hvor europæere sammen kunne diskutere de fælles politiske problemstillinger samt lære hinanden og hinandens synspunkter at kende. Man kunne sætte som politisk mål, at ethvert voksent menneske på et tidspunkt i sit liv skulle deltage i et multinationalt europæisk højskoleophold.
Skolerne kunne samfinansieres af kommuner (eller tilsvarende lokale magter), stat og EU. Lad dette bare være en opfordring til vore politikere i EU-parlamentet.
Artiklen blev bragt i Politiken den 20. juni 1999, men substansen er relevant hvert femte år, når der er EU-parlamentsvalg.