Makedonien: Janeva klar med 17 sager imod det gamle regimes folk

Den særlige anklagemyndighed i Makedonien er klar med 17 nye anklageskrifter. VMRO-DPMNE-partiets og -regimets mænd og kvinder er især i søgelyset.

Den særlige anklagemyndigheds talskvinder, Lence Ristovska, Katica Janeva og Fatime Fetai, i silhuet – ikonisk i øjeblikkets Republikken Makedonien og for den politiske krise i Makedonien i det hele taget.

På et pressemøde i Skopje i dag har den særlige anklagemyndighed med chefanklager Katica Janeva i spidsen meddelt, at der nu vil blive rejst 17 sager som følge af myndighedens efterforskning. De forskellige sager er tidligere offentliggjort som undersøgelser, der alle har titler, der begynder med T.

Her på bloggen har vi tidligere, under overskrifterne Titanic, Tortur og TNT i Makedonien samt Sex, koks og politibiler i nye makedonske T-sager, forklaret samtlige T-sager.

Der er allerede tidligere rejst sager i relation til Zernovski-sagen samt i sagerne Transporter og Тврдина (som også omtales som ”Kalaja”, ”Fortesa” eller ”Fortress”). De er alle forklaret i artiklen Titanic, Tortur og TNT i Makedonien.

De nye sager er resten af T-sagerne, hvor dog to af sagerne er undtaget. Anklagemyndigheden har ifølge Janeva ikke nået at færdiggøre den meget komplekse sag om ulovlig partistøtte, som har navnet Talir. Efterforskningen af sagen fortsætter, og Katica Janeva antydede på pressemødet, at sagen formentlig er større end hidtil offentliggjort. Tabla (табла)-sagen er heller ikke færdiggjort, og også den er vokset, sagde Katica Janeva.

I sagerne Monster (Mordene ved Smilkovci-søen) og Sopot og i Martin Neskovski-sagen er der ikke rejst anklager, fordi det kræver aktivering af et vidnebeskyttelsesprogram og dermed samarbejde med myndigheder, som ikke ønsker at samarbejde. De må formodes fortsat at være loyale over for det gamle regime. Også det er forklaret i Titanic, Tortur og TNT i Makedonien.

Det var ventet, at Katica Janeva ville offentligøre anklageskrifterne netop nu, fordi myndighedens mandat til at rejse anklager under den gældende lovgivning udløber den 30. juni.

Den særlige anklagemyndighed

Den særlige anklagemyndighed har mandat til at rejse sager, der er relateret til aflytningsskandalen. Mandatet er lovfæstet, og det kom i stand som følge af Przhino-aftalen, der fulgte af aflytningsskandalen i 2015-2016. Selvom myndigheden fra den 1. juli ikke længere kan rejse sager af egen drift, har Katica Janevas folk fortsat mandat til at fortsætte efterforskningen. Mandatet er femårigt.

Janeva har gentagne gange opfordret parlamentet til at vedtage en forlængelse af mandatet. Det kræver dog 2/3 flertal i parlamentet, hvilket igen kræver stemmer fra VMRO-DPMNE. Eftersom topfolk i VMRO-DPMNE-partiet og -regimet i høj grad er blandt de potentielle kriminelle i aflytningsskandalen, er det ikke sandsynligt, at Janeva får forlænget mandatet ad den vej.

"Makedonien: Janeva klar med 17 sager imod det gamle regimes folk" blev sidst opdateret: 13. august 2019 af John Petersen
Dette indlæg blev udgivet i Makedonien, Politisk krise i Nordmakedonien 2015-2017 og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.