Elleve lister stiller op til parlamentsvalget i Makedonien

Et halvt hundrede partier stiller op til parlamentsvalget i Republikken Makedonien den 11. december. De er fordelt på elleve lister og talrige finur- og personligheder.

Valgkamp i Makedonien
Valg i Republikken Makedonien og fede tider for outdoor reklamebranchen. Butel 25. november 2016. Foto: John Petersen

I Makedonien er der seks valgkredse, som hver leverer tyve parlamentsmedlemmer til Sobranie, som parlamentet hedder. Yderligere tre mandater kommer fra henholdsvis Asien-Australien, Nord- og Sydamerika, og Europa-Afrika. Der skal altså fordeles 123 mandater ved valget den 11. december. Omkring 50 partier gemmer sig bag listerne. Det er ikke alle listerne, der stiller op i alle kredse.

Liste 6 stiller endda kun op i kreds 6, som bl.a. rummer byerne Tetovo og Gostivar. Listen består også kun af et parti, nemlig PPD eller Partia për Prosperitet Demokratike. Partiet var indtil 2002 det store albanske parti, men den rolle blev erobret af BDI efter den væbnede konflikt i 2001. Partiet spås ikke mange chancer. Partiet var ikke repræsenteret i det netop opløste parlament.

Det var derimod det lille liberale parti, Либерална Партија, som udgør Liste 8. Partiets ene mandat har Roza Topuzovska-Karovska hidtil siddet på. Hun og partiet var dog en del af den Socialdemokratiske (SDSM) koalition, men nu stiller de liberale altså op for sig selv. Topuzovska-Karovska brød med SDSM i 2014. SDSM nægtede at anerkende valgresultatet i 2014 og boykottede så arbejdet i parlamentet fra den 10. maj. Men Topuzovska-Karovska gik solo og boykottede boykotten, så at sige.

Liste 11 er det venstreorienterede parti Левица, e Majta eller Levitsa, hvilket alt sammen med betyder venstre. Partiet er et nybrud i makedonsk politik. Det har været meget synligt i forbindelse med protestdemonstrationerne i de seneste to år – i 2015 markedsført som bevægelsen ”Jeg protesterer”, Протестирам eller Protestoj, og i 2016 som ”den kulørte revolution”.

Nummer to på listen i Skopje (kreds 1), Mariglen Demiri, har endda skaffet sig en miniberømmelse, eftersom han skal i retten for at have knust ruder i forbindelse med protestdemonstrationerne tidligere i år. Flere af de andre topfolk i bevægelsen har tilbragt tid i detentionen efter protestdemonstrationerne i 2015 og 2016.

Partiets platform ligner nogle af de venstreradikale bevægelser i det øvrige Europa: antinationalister, imod NATO men pro-EU, og man havde sympati for Syriza i Grækenland, indtil Tsipras bøjede sig for kreditorerne.

Przhino-partierne

De fire mest betydningsfulde partier i Makedonien indgik i sommeren 2015 den såkaldte Przhino-aftale. Den skulle vise vej ud af den politiske krise, som opstod med aflytningsskandalen og oppositionens boykot af parlamentsarbejdet. At der afholdes tidligt valg er en reminiscens af Przhino-aftalen.

Det er blevet kutyme, at regeringen dannes af en koalition, der består af partier fra et albansk og et makedonsk parti. Det albanske BDI og det makedonske VMRO-DPMNE har udgjort regeringsflertallet siden 2008, mens det albanske PDSh og makedonske SDSM har udgjort alternativet eller oppositionen. Przhino-partierne stiller alle op igen.

Mandatfordelingen mellem partierne i det netop opløste parlament var VMRO-DPMNE 61, SDSM 34, BDI 19, PDSh 7, mens RDK og GROM sad på de sidste to mandater.

VMRO-DPMNE urokkelig trods afsløringer

Liste 1 er koalitionen, der ledes af den tidligere og sandsynligvis også kommende premierminister Nikola Gruevski, som i øjeblikket formelt blot er formand for det nationalkonservative VMRO-DPMNE. Aflytningsskandalen har i de seneste to år udstillet, hvordan partiet og dets toppolitikere har gjort statens institutioner til instrumenter for egne interesser, og hvordan regimets toppolitikere tyr til kriminelle midler for at opnå deres mål.

Det er derfor ordet ”regime” formentlig er det mest dækkende om Makedoniens nuværende og måske også kommende styre. Regimets toppolitikere, herunder Gruevski, er da også i søgelyset hos den særlige anklager sammen med andre VMRO-DPMNE-topfolk. VMRO-DPMNE er, trods afsløringerne, fortsat associeret medlem af de europæiske kristendemokratiske parti, EPP, hvis eneste danske repræsentant i Europaparlamentet er Bendt Bendtsen.

Foruden VMRO-DPMNE består koalitionen af Socijalisticka Partija na Makedonija, Demokratska Partija na Srbite, Demokratska Partija na Srbite vo Makedoninja, Sojus na Romite od Makedonija, Partija na Pravdata, Graganska opcija za Makedonija (GROM), Stranka na Demokratska Aktsija na Makedonija, Partija na Vlasite od Makedonija, Partija sa Integratsija na Romite, Rabotnitshko Semjodelska Partija na Republika Makedonija, Trajno Makedonsko Radikalno Obedinuvanje, Makedonska Aktsija, Nova Liberalna Partija, Partija na Obedineti Demokrati na Makedonija, Makedonska Alijansa, Demokratska Partija na Turtsite na Makedonija, VMRO Demokratska Partija, Demokratska Bosnjatshka Partija, Demokratska Partija na Romite, Socijaldemokratska Unija, Romi Obedineti od Makedonija, Sojus na Titovi Levi Sili, Obedineta Partijas a Ednakvost na Romite, Dvishenje na Natsionalno Ednistvo na Turtsite, Demokratski Sili na Romite.

Bag det førstnævnte socialistiske parti står Dzingo, som også er en af de såkaldte Gazdas eller mediemoguler, der via massemedierne holder regimet flydende. Partiet er ikke socialistisk i nogen udbredt forstand.

GROM, som undertiden også forkortes COM, sad i det nu opløste parlament med et enkelt mandat, men Stevco Jakimovskis parti stiller nu op sammen med VMRO-DPMNE. Jakimovski er ellers bykonge i Skopje-kommunen Karposh, hvor han med GROM fejer både VMRO-DPMNE og SDSM af banen.

Srbite, Romite, Vlasite, Turtsite og Bosnjatshka er henholdsvis serbere, roma, vlakker, tyrkere og bosnjakker, som således i hvert fald af navn er repræsenteret i koalitionen.

På VMRO-DPMNE’s kandidatliste er den krigsforbryderdømte Johan Tarculovski.

Valgkampagnen begyndte officielt den 21. november. VMRO-DPMNE begyndte per tradition i Ohrid, hvor Gruevski slog tonen an. Oppositionsleder Zoran Zaev er ifølge Gruevski i gang med at skære staten i småstykker. Zaev vil – ifølge Gruevski – føderalisere Makedonien, gå på kompromis i navnestriden med Grækenland og gøre hele Makedonien tosproget. Føderalisering betyder her, at de albanske dele af landet eventuelt får mere at skulle have sagt eller måske endda autonomi. Desuden fastholdt Gruevski, at Zaevs ”bomber” eller aflytningsskandalen, Kumanovo-affæren og protestdemonstrationerne blot var dele af et samlet anslag imod landet.

Således satser Gruevski på den traditionelt sikre konspiration og nationalisme.

SDSM vil leve i Makedonien

Liste 4 er den socialdemokratiske koalition. Socialdemokraterne har akronymerne SDMS og LSDM på henholdsvis makedonsk og albansk.

Foruden SDSM består koalitionen af Nova Socijaldemokratska Partija, Liberalno Demokratska Partija, Partija za Dvishenje na Turtsite vo Makedonija, Nova Alternativa, Demokratski Sojus na Vlasite od Makedonija, Cprska Stranka vo Makedonija, Partija za Ekonomski Promeni, Partija na Obedineti penzioneri i Gragjani na Makedonija, Partija za Evropska Idnina, Alijansa za Pozitivna Makedonija, Demokratska Obnova na Makedonija (DOM), Srpska Napredna Stranka vo Makedonija og Partija za Tselosna Emantsipatsija na Romite.

Som det er tilfældet hos VMRO-DPMNE, så er en række mindretalsbefolkninger repræsenteret i koalitionen. I det mindste af navn. Der er således tyrkere, vlakker, serbere og roma, ligesom bl.a. det lille grønne parti DOM under Liljana Popovska, som tidligere har været i koalition med VMRO-DPMNE. Liljana Popovska er dog blevet presset til at opgive sit eget kandidatur, fordi hendes brud med VMRO-DPMNE anses for at være kommet alt for sent.

Partija za Evropska Idnina er Fijat Tsanoskis parti. Tsanoski optræder som offer i aflytningsskandalen. Han fik på premierminister Nikola Gruevskis foranledning jævnet en nys opført ejendom med jorden af politiske grunde. Sådan lyder det i hvert fald i aflytningsskandalens femte såkaldte ”bombe”, som sprang omkring 1. marts 2015.

SDSM slår i valgkampen naturligvis på, at regimet med VMRO-DPMNE og Nikola Gruevski i spidsen har diskvalificeret sig selv. Det blev tydeligt med aflytningsskandalen. Men SDSM har også vist sig mere imødekommende over for albanernes ønsker – især i forhold til brug af det albanske sprog.

I den forbindelse er det interessant, at SDSM har Muhamed Zeqiri på kandidatlisten. Han var tidligere chefredaktør på den albanske tv-kanal Alsat-M., og han forlod posten, fordi han ikke ville favorisere BDI i nyhedsdækningen.

SDSM’s valgslogan slår et tema an, som bekymrer snart sagt alle i Makedonien, og som givetvis skal få vælgerne til at vælge noget andet end VMRO-DPMNE:”Vi har planer om at leve i Makedonien” lyder ordene. Det henviser til, at i 100.000-vis af især unge er flyttet udenlands. Det kan dårligt bortforklares, at især unge mennesker vælger Makedonien fra. Alle har det tæt inde på livet.

PDSh konkurrerer med BDI

Det albanske PDSh, eller DPA med det makedonske akronym, vil af med BDI, eller DUI med det makedonske akronym. PDSh, som står for Partia Demokratike Shqiptare, er Liste 2. BDI, som står for Bashkimi Demokratik për Integrim, er Liste 3. BDI blev i sin tid dannet af bl.a. UÇK-”kommandanter” fra den væbnede konflikt i 2001. Lederen Ali Ahmeti er en af dem.

De albanske partier varetager albanske interesser. Også i deres selvforståelse. Derfor står den politiske strid i den albanske lejr hovedsageligt om, hvem der bedst varetager albanernes interesser. Det er svært at gennemskue, om og i hvilket omfang, der også er ikke-nationale uoverensstemmelser på spil.

BDI er den albanske partner i den nuværende regering. Det betyder, at de øvrige albanske partier – herunder PDSh – holder BDI fast på det medansvar, der følger med at indgå i regeringen. Det er for eksempel et almindeligt synspunkt blandt albanere – og i øvrigt også blandt mange makedonere-, at en række retssager og domme over albanere har været skueprocesser. Det gælder for eksempel i sagen om mordene ved Smilkovci-søen.

Når og hvis der er tale om skueprocesser, hvor politiministeriet og domstolene blot er en del af teatret, så har BDI i princippet et medansvar, som de øvrige albanske partier holder BDI fast på.

I forbindelse med den årlige markering af Ohrid-aftalen benytter albanerne lejligheden til at dyrke uenighederne. Og eftersom BDI er i regering, så er det BDI, der har ansvaret for – angiveligt – at lade stå til i forhold til albanernes rettigheder.

Nye albanske konstellationer

For de nye albanske partier gælder det samme. De er utilfredse med, at BDI ikke i tilstrækkelig grad varetager albanernes interesser. Men dertil kommer, at de nye partier samler en utilfredshed op, som retter sig mod både PDSh og BDI. De gamle partier bliver simpelthen regnet for at være for korrupte. Eller, hvis man – som mange – fortolker lidt mindre romantisk: der er for få, der får glæde af gevinsten ved korruptionen.

Liste 7 er ”koalitionen albanernes alliance”, som består af Reform-PDSh, Uniteti og dele af RDK. Reform-PDSh er samlet om borgmesteren i Struga, Ziadin Sela, mens Uniteti er samlet om Gezim Ostreni fra Debar, som er UÇK-veteran fra den væbnede konflikt i 2001. RDK, som står for Rilindja Demokratike Kombëtare, havde et enkelt mandat i det netop opløste parlament.

Sela og Reform-PDSh er udbrydere fra PDSh

Sela taler ofte om, at Makedonien må blive en bi-national stat, eller om kantonisering eller om føderalisering. Det er ikke helt klart, hvordan noget sådant i praksis skal foldes ud, og man må da heller ikke forestille sig, at den albanske alliance har en lønnet stab, der sidder og definerer teori og praksis omkring føderalisering. Kritikere af partierne vil netop vide, at der er tale om enmandspartier.

Men de er dog med sikkerhed uenige med Ali Ahmeti (BDI), som højt og tydeligt har opfordret albanere til at glemme alt om føderalisering efter etniske linjer, da det bliver umuligt at fastlægge de territoriale grænser.

Alliancen spås at få plads i parlamentet.

Liste 10 er BESA. Besa betyder noget i nærheden af ed. Det er et begreb i albansk kultur, som er tungt ladet af historie, etik, skik og brug. BESA blev stiftet i 2014 af en gruppe yngre intellektuelle.

BESA rummer alle de allerede nævnte kanter i forhold til de etablerede partier PDSh og BDI. Dertil kommer, at partiet fremstår som et generationsopgør. Især yngre mænd synes at tilslutte sig et opgør, der muligvis afspejler, at man har fået nok af de lidt ældre albanske mænd og deres uigennemtrængelige netværk af gensidige tjenester.

Formand er den kun 31-årige Bilall Kasami fra Tetovo.

BESA har i den politiske krise gjort sig bemærket ved først at afvise at tage del i de etnisk blinde Протестирам/Protestoj-massedemonstrationer i 2015. Tværtimod organiserede man en ren albansk protestdemonstration den 13. juni 2015. De etnisk blinde og brede demonstrationer blev anset for at være en fælde, fordi man fejlagtigt kunne komme til at tro, at albanere havde fælles sag med makedonerne.

BESAs kritikere mener, at de monoetniske, albanske protester er en foræring til makedonske nationalister, som blot bliver bekræftet i deres nationalisme med modsat fortegn.

Senere er BESA blødt noget op. Man erklærede på et tidspunkt, at man nu støttede alle protester imod regimet – altså også de multietniske eller etniske blinde demonstrationer.

BESA støttede også den albanske demonstration den 9. maj 2016 i anledning af ét års dagen for domfældelsen i forbindelse med Smilkovci-mordene. Demonstranterne regner de dømte albanere for at være uskyldige.

BESA går ind for at omdefinere den makedonske stat. Det betyder, at man vil have indlejret albanske rettigheder i forfatningen på lige fod med makedonerne. Det betyder også, at man vil have mere, end albanerne fik med Ohrid-aftalen efter den væbnede konflikt i 2001.

BESA spås et gennembrud ved valget.

BESA bliver beskyldt for at være finansieret af Tyrkiets præsident Erdogan. Kasami har afvist, at det skulle være tilfældet.

Partier, som vil være Gruevski i stedet for Gruevski

Liste 5 er en koalition, der kalder sig ”forandring og retfærdighed”, промени и правда med tilføjelsen трет блок eller ”den tredje blok”. Koalitionen består af fire partier og ønsker at fremstå som et alternativ til de to store makedonske blokke eller koalitioner, der ledes af henholdsvis det nationalkonservative VMRO-DPMNE (Liste 1) og det Socialdemokratiske SDSM (Liste 4). Koalitionen blev til i løbet af efteråret.

De fire partier er Demokratisk Union eller Демократски Сојуз, ФРОДЕМ, ДЕМОС og arbejderpartiet МОРО. Kendte ansigter er lederen Pavle Trajanov, som var politi- og indenrigsminister i 1998-99, Jove Kekenovski, som bl.a. har været borgmester i Skopje i ´90erne – dengang for VMRO-DPMNE – og Slobodan Bogoeski, som er tidligere chef for det hemmelige politi (UBK). Både Bogoeski og Trajanov er i øvrigt involveret i Magyar Telekom-affæren.

Partiet går ind for en særdomstol i et særligt departement, som skal tage sig af den særlige anklagers sager. Den særlige anklager, Katica Janeva, har ansvar for alle de sager, der kom ud af aflytningsskandalen i 2015. Dette antyder den egentlige kant i forhold til regimet under ledelse af VMRO-DPMNE og dets formand, eks-premierminister Gruevski. En særdomstol for området vil gøre det vanskeligere for de ansvarlige, ved hjælp af regimets indflydelse på de eksisterende domstole, at unddrage sig ansvar for deres eventuelle ugerninger.

Tre kendte profilerer Liste 9, som kalder sig ”Koalitionen VMRO for Makedonien”, nemlig Ljubco Georgievski, Stojanche Angelov og Ljube Boshkoski.

Georgievski er Gruevskis forgænger på posten som formand for VMRO-DPMNE. Han var premierminister i perioden fra 1998 til 2002, altså under den væbnede konflikt med de albanske oprørere, mens Tito-veteranen Kiro Gligorov fortsat var præsident.

Georgievskis politi- og indenrigsminister var Ljube Boskoski. Boshkoski blev efter den væbnede opstand i 2001 anklaget for krigsforbrydelser sammen med Johan Tarculovski. Mens Tarculovski blev dømt i Haag, klarede Boskoski frisag. Selvom Boskoski var Tarculovskis overordnede kunne hans ansvar for krigsforbrydelserne ikke bevises.

Boskoski er også manden, hvis brutale anholdelse udgør indholdet i ”bombe 3” i aflytningsskandalen.

Stojanche Angelov gjorde sig i 2015 bemærket med sine kyssende protestdemonstranter foran tv-bygningen. Angelov er veteran fra den væbnede konflikt i 2001, på de makedonske myndigheders side, og har rang af generalmajor i politiets særlige styrker. I 2015 gjorde Angelov sig yderligere bemærket, idet han før Kumanovo-affæren fandt sted, havde spået dens komme, og at det var VMRO-DPMNE-regimet selv, der stod bag.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Elleve lister stiller op til parlamentsvalget i Makedonien" blev sidst opdateret: 4. december 2016 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Elleve lister stiller op til parlamentsvalget i Makedonien

100 år siden: Sønderjyder i Makedonien for Vaterland og Ferdinand

Tre sønderjyder steg i november 1916 af toget i Gradsko og begav sig videre mod fronten. Den Store Krig krævede deres tilstedeværelse i Makedonien, hvor Ententen var aggressiv, og hvor Bulgarien ville udvide sit territorium.

Kirken i Topolchani - Sønderjyder i Makedonien
I et hus ”lige op ad” denne kirke logerede Hans Hostrup i efteråret 1916. Huset findes formentlig ikke mere. Landsbyen Topolchani og de omliggende højder fungerede som ammunitionsdepot for Centralmagterne fra efteråret 1916. Byen lå cirka tyve kilometer nord for fronten.

Den lille by Topolchani (Тополчани), som ligger en snes kilometer nord for Bitola, fik for nøjagtig 100 år siden besøg af Hans Hostrup fra Høgsbro, Laust Dollerup fra Enderupskov og Magnus Lund fra Normsted.

Hans Hostrup fortæller i en beretning fra 1951 om sin tid som soldat i 1. verdenskrig. Som ung nordslesviger, eller sønderjyde, som vi siger i dag, måtte Hostrup sammen med Dollerup og Lund, gøre tjeneste i den kejserlige tyske hær, selvom de var danske.

Hostrup og de andre blev sendt til Nis i Serbien, hvor de i begyndelsen af november 1916 igen stod på et tog, for denne gang at stige af i Gradsko i Makedonien. Herfra måtte de trave de 70 kilometer til Prilep over Babuna-passet. Det tog et par dage. Og fra Prilep kunne de med en feltbane køre de sidste 18 km til Topolchani, hvor de blev indkvarteret. De boede blandt andet i et hus, som ”laa lige op ad Kirken, saa det har nok været Præsteboligen,” skriver Hostrup.

Monastir eller Bitola i efteråret 1916

I august, september og oktober 1916 er den makedonske front meget aktiv. Også omkring Monastir, som på makedonsk hedder Bitola. Serberne, som er på Ententens side, kæmper fra syd, mens Østrig-Ungarn, Tyskland og Bulgarien kæmper fra nord med bulgarske styrker i front.

September slutter med den serbiske erobring af bjergtoppen Kaimakchalan, og i løbet af oktober passerer de f.eks. ved Brod Den sorte Flod (Cerna eller црна река). Fronten flytter så lidt mod nord. Efter fortsatte hårde kampe omkring Bitola opgiver Centralmagterne den 19. november byen, og man rykker endnu fem kilometer mod nord. Og her falder der nogenlunde ro over fronten ved Bitola, indtil der igen sker noget i 1918.

Serbisk mindelund - Sønderjyder i Makedonien
Serbiske mindelund, tæt ved byen Brod, som er omtalt oven for.

Nord for Bitola forløb fronten nu mellem højene 1248 og 1050, og fra den linje er der endnu cirka tyve kilometer mod nord til Topolchani, hvor danskerne blev indkvarteret. Som det vist fremgår, var de sandsynligvis heldige med ankomsttidspunktet. De må være ankommet kort før den 19. november, for Hostrup beretter om tyskernes tilbagetrækning. Og så blev der ro.

Der havde ellers for nyligt været særdeles blodigt på frontafsnittet. Hostrup beretter selv, hvordan de på færden fra Nis til Gradsko mødte et lazarettog fyldt med hårdtsårede fra det saksiske jægerregiment. Eftersom danskerne tidligere havde mødt raske ”Jægere” på vej sydpå, ”…gjorde [det] dybt Indtryk paa os, da vi saa de raske Jægere i den Forfatning,” skriver Hostrup.

Ferdinand, Vaterland og sønderjyderne

Ententens fremstød i efteråret hang sammen med situationen i Rumænien, som for nyligt havde valgt side til fordel for Ententen. Det fik Centralmagterne til at angribe Rumænien og sætte alt ind for at sikre sig oliefelterne i landet.

Centralmagterne kæmpede fra nord i de transsylvanske Karpater og fra Bulgarien i syd. Ententens mission var nu at sikre, at så mange bulgarer som muligt var travlt optaget på den makedonske front, så de ikke kunne sendes til den bulgarsk-rumænske front.

Når Bulgarien under Zar Ferdinand I var i krig mod serberne og Ententen på den makedonske front, var det fordi man ville sikre sig dele af Makedonien, som man følte, man var blevet snydt for i Balkankrigene i 1912-13. Centralmagterne såvel som Ententen havde forsøgt at lokke Bulgarien med territorium i Makedonien. Centralmagternes tilbud var det bedste til prisen, så det blev den side, Ferdinand valgte.

Den yderst indviklede 1. verdenskrig førte altså danske sønderjyder til et frontafsnit, hvor de både kæmpede for Bulgariens zar Ferdinand og for Kejser Wilhelm II og ”das grosse Vaterland”, som Hostrup skriver.

Kæmpede er nu så meget sagt. Hostrups tjans i Topolchani bestod i at grave granater ned ”i små Kælderrum, der var indhugget i Bjerget med en vis indbyrdes afstand. Der var plads til ca. 200 Granater i hvert Hul”. Det sker stadig, at lokale finder granater fra 1. verdenskrig på de makedonske frontafsnit.

Tysk krigergrav i Bitola (Monastir) - Sønderjyder i Makedonien
3406 tyske soldater hviler under dette mindested lidt uden for Bitola (Monastir). Det er vanskeligt at finde vej til krigergraven. Et Roma-kvarter kravler i dag op ad bjerget, hvor mindestedet ligger. Man skal igennem dette kvarter og blive ved, selvom det ikke ser sådan ud. Der findes også en tysk krigergrav i Prilep.

1917

Efter jul blev Dollerup og Hostrup tildelt 7. Batteris Ammunitionskolonne, hvor de passede heste og om natten kørte ammunition ud til batteristillingerne. De var nu ikke længere ved Bitola. Og om foråret i 1917 blev de sendt til en fremskudt stilling syd for Gevgelija, der hvor E75 i dag krydser grænsen til Grækenland. Her bestod arbejdet i at bygge en kanonunderstand.

I 1917 fik Hostrup malaria og var på lazaret i både Yskyb, eller Skopje, som byen hedder på makedonsk, og i Vranje i Serbien. Han fik bevilget en tre-ugers orlov og i forbindelse hermed deserterede han, gik ”over Grænsen” til Danmark.

Måske tog Hostrup helt fejl

Hostrup reflekterer i sin beretning fra Topolchani over den lokale befolkning. Soldaterne ”mærkede aldrig noget til Had eller Modvilje hos dem,” skriver han. Hostrup mener, at deres tålmodighed måske skyldes, at de så på besætterne på samme måde som danskerne så på tyskerne under 2. verdenskrig. Og videre:
”Der var mange Lighedspunkter. Hele Landet var besat af en overmægtig Fjende; Modstandsbevægelse, Sabotage m.m. og Værnemagere har der vel også været.”

Besætterne var tyskerne og bulgarerne i Hostrups verdensbillede. Men faktisk havde det nordlige Makedonien, altså det område, der i dag udgør Republikken Makedonien, jo kun tilhørt Kongeriget Serbien i tre år – nemlig siden Balkankrigenes afslutning i 1913. Det var ikke indlysende, hvem der var de gode, og hvem der var de onde. Eller blot, hvem der var besættere, modstandsfolk eller værnemagere?

Og netop i Monastir eller Bitola var befolkningen meget sammensat. Der var både jøder, kristne og muslimer, og ingen var i flertal. Blandt muslimerne var der albanere, Roma og tyrkere, mens der blandt de kristne var tilhængere af det bulgarske exarkat og det græske patriarkat – herunder aromuner og formentlig også nogle albanere. Det er ikke selvindlysende, at denne befolkning skulle betragte bulgarerne som besættere frem for serberne.

Det er et særdeles følsomt emne i nu om dages makedonske historieskrivning og -fortælling. Ikke desto mindre er det muligt, at det fraværende ”Had og Modvilje”, som Hostrup beskriver, simpelthen skyldes, at befolkningen var på bulgarsk side, eller at de var ligeglade.

Det er i øvrigt også muligt, at billedet var et helt andet i landbyen Topolchani 20-30 kilometer nord for Bitola. Det var i hvert fald tilfældet i efteråret 2015, hvor en lokal med en rød-gul VMRO-DPMNE T-shirt svarede således på spørgsmålet om befolkningssammensætningen i Topolchani:
”Vi er makedonere, 100%”

Hans Hostrup: Oplevelser i Makedonien 1916-17 i Øjenvidner 1914-1918. Sønderjyske soldaters beretninger, Lindhardt og Ringhof 2014

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"100 år siden: Sønderjyder i Makedonien for Vaterland og Ferdinand" blev sidst opdateret: 2. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til 100 år siden: Sønderjyder i Makedonien for Vaterland og Ferdinand

Valg i Makedonien: klar, parat, etnificér

Allerede søndag fik valgkampen i Makedonien en etnisk drejning, selvom valget først blev udskrevet mandag. Det handler om at flytte stemmer.

Valg i Makedonien: Søndag holdt Nikola Gruevski og VMRO-DPMNE massemøde i Trajkovski-hallen, som sikkert er den i Danmark bedst kendte Skopje-bygning. Det er her de store håndboldkampe spilles.
Søndag klokken 17 holdt Nikola Gruevski og VMRO-DPMNE massemøde i Trajkovski-hallen, som sikkert er den i Danmark bedst kendte Skopje-bygning. Det er her de store håndboldkampe spilles.

Det makedonske regimes centrale person, formanden for det nationalkonservative regeringsparti, VMRO-DPMNE, Nikola Gruevski samlede søndag sine partimedlemmer og –tilhængere til stormøde. De mødtes som sædvanlig i Trajkovski-hallen i Skopje.

Gruevski gjorde ved den lejlighed klart, at VMRO-DPMNE vil bekæmpe Socialdemokratiets (SDSM) – ifølge Gruevski – ambition om at gøre landet tosproget, altså at ligestille albansk og makedonsk. SDSM er det største oppositionsparti og det traditionelle alternativ til VMRO-DPMNE. Således fik valgkampen allerede fra dag minus ét en etnisk dimension.

Inden for landets grænser er der sandsynligvis omkring 2/3 makedonere. De er helt dominerende i landets østlige dele. Tilsvarende er der omkring en fjerdedel albanere, og de har tyngdepunkt i nordvest og vest.

Ideen om at Makedonien er og bør være en nationalstat, der bæres af kun ét folk, er udbredt blandt makedonere. De er bekymrede ved udsigten til, at albanerne ligestilles. Meget kort sagt. Det er den bekymring, Gruevski spiller på.

Gruevski håber naturligvis at kunne samle et par ekstra mandater, så han alene sidder på det absolutte flertal i den lovgivende forsamling. Det makedonsk-nationalistiske VMRO-DPMNE får naturligvis forsvindende få stemmer fra albanerne, så stemmerne skal stort set fiskes blandt bekymrede socialdemokrater.

SDSM mellem Skylla og Charybdis

Gruevskis stemmefiskeri bygger sandsynligvis på et stråmandsargument. SDSM har formentlig ingen ambitioner om at gøre Makedonien tosproget. Men de har givetvis ambitioner om at hente stemmer blandt albanerne. Og det er sandsynligvis derfor, SDSMs formand, Zoran Zaev, ved flere lejligheder har udtalt sig pragmatisk omkring albansk sprogbrug i Makedonien.

Formand Zaev er borgmester i Strumica i det østlige Makedonien. Byen er næsten udelukkende befolket af makedonere. I begyndelsen af september sagde Zaev til tv-kanalen NOVA, at:
”Som borger i Strumica … taber jeg ikke noget, når en ældre dame i Gostivar ønsker at bruge det albanske sprog, når hun søger om offentlige ydelser og når hun modtager et svar på albansk, eller hvis et barn i Kumanovo … lærer musikteori på albansk, … [eller hvis] min datter … vælger at lære albansk…”

Den udtalelse er nok til, at VMRO-DPMNE kan beskylde SDSM for at ville et tosproget Makedonien og således fremstår VMRO-DPMNE som det rigtige valg for rettroende makedonsk nationalister.

SDSM ”… sælger ud af statens interesser,” hævdede Gruevski i søndags.

Ordene blev i især de VMRO-DPMNE-venlige makedonske medier udlagt, som om Zaev ville indføre obligatorisk albansk i skolerne og så videre. Man kan sagtens mene, at det ville være fornuftigt, hvis det var det, han havde sagt. Men det var det ikke. Der ville givetvis være albanske stemmer i sige sådan noget, men Zaev ville sandsynligvis tabe endnu flere makedonske.

Sædvanlige stridsemner supplerer den politiske krise

Man skulle tro, at Zoran Zaev kunne køre en absolut sikker valgsejr hjem, når man kender blot det mindste til Makedoniens politiske krise. Regimet under ledelse af VMRO-DPMNE har efter alle liberalt-demokratiske standarder diskvalificeret sig selv i uhyrlig grad.

Problemet for Zaev er, at for få tror, SDSM ville være hverken værre eller bedre. Af to onder, mener mange fortsat, er VMRO-DPMNE dog det bedste. Det som blandt liberale demokrater i Vesten må se ud som et oplagt, altoverskyggende valgtema for SDSM, altså den politiske krise, er derfor ikke nødvendigvis så favorabelt som alenestående valgtema, når man har SDMS-briller på.

Det er blandt andet derfor, at andre valgkampe kan være interessante: den sædvanlige kamp om, hvem der er de mest troværdige som makedonske nationalister og altså kampen om at fiske albanske stemmer.

Og der er muligvis stemmer at hente blandt albanerne. For selvom VMRO-DPMNEs uhyrligheder måske nok lader makedonere kolde, så er der mange i den albanske lejr, der er trætte af VMRO-DPMNEs regeringspartner, det albanske BDI. De ser sig om efter andre muligheder. Og de albanske alternativer er af forskellige grunde ikke altid lige tillokkende.

SDSMs problem er her, at partiet blandt albanerne ofte fremstår som akkurat lige så nationalistisk som VMRO-DPMNE. Skriftkloge i den Socialdemokratiske lejr vil hævde, at partiet er et liberalt parti, som således principielt mener, at alle borgere bør være lige – makedonere såvel som albanere.

På partiets seneste kongres i begyndelsen af oktober var det da også sådanne toner, der blev slået an af næstformand Radmila Sekerinska. SDSM ville bygge et ét samfund med lige rettigheder for alle og uden segregering, bedyrede Sekerinska.

SDSM har et troværdighedsproblem

Her såvel som i andre lande er ikke-dominerende befolkningsgrupper dygtige til at udpege den dominerende befolkningsgruppes dobbeltmoral. Det der bliver iscenesat som lighed for alle borgere har det med at favorisere den dominerende befolkningsgruppes foretrukne kultur, sprog, historie med videre, hvilket, set fra de ikke-dominerende befolkningsgruppers synspunkt, ikke er til at skelne fra en kollektiv rettighed, der alene bliver den dominerende befolkningsgruppe til del. Det er et kendt og velbeskrevet dilemma i flerkulturelle liberale demokratier.

Men SDSMs dybere problem er, at de blandt albanere også bliver dømt på deres praksis – uanset principprogrammet. Albanere kan eksempelvis sagtens huske, at de nuværende topfolk i SDSM var durk imod oprettelsen af et albansk-sproget universitet i Tetovo eller blot at anvende albansk som instruktionssprog i undervisningssammenhænge. Det gælder for eksempel ovennævnte Sekerinska.

Og alle albanere har slægt eller venner i udlandet, der flygtede fra den undertrykkelse af albanerne, der blev udøvet i Tito og Milosevic’ Jugoslavien – uanset om motiverne var forskellige. Og SDSM er netop efterfølgerpartiet til Tito og Milosevic’ parti.

Og alle ved, at SDSM generelt set var venligt indstillet over for Serbiens fremfærd i det albanske befolkede Kosovo til og med krigene i ’90erne. Man behøver ikke være ret gammel for at huske, præcist hvem der sagde og gjorde hvad.

Og det flugter simpelthen ikke med dagens imødekommende SDSM-sprogbrug over for albanerne.

Topfolk i det nationalkonservative VMRO-DPMNE begyndte deres politiske virke som studenter under slagord og bannere, hvori indgik opfordringer til at anvende kødøkser og gaskamre imod albanerne. Alsat-M var så venlige at minde om det netop i søndags.

Således er VMRO-DPMNE-topfolk kendte for at føre sig frem i en mere jævn stil, men det betyder ikke nødvendigvis, at albanere kan se nogen principiel forskel mellem VMRO-DPMNE og SDSM, når det angår albanerne.

Det er altså usikkert, om SDSM vil kunne tiltrække albanske stemmer ved valget den 11. december.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Valg i Makedonien: klar, parat, etnificér" blev sidst opdateret: 9. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Valg i Makedonien: klar, parat, etnificér

Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld

Universalnøglen blandt iagttagere af makedonsk politik, mantraet om alle andres skyld, er endnu engang i sving. Denne gang er det Gjorge Ivanov, der hævder Republikken Makedoniens offerrolle i forholdet til EU og NATO.

Fra venstre: Donald Tusk, formand for EU Rådet, Gjorge Ivanov, præsident for Republikken Makedonien og Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen. Bryssel den 17. februar 2016 © European Union. Kilde: EU-Audiovisual Service. Foto: Etienne Ansotte
Bryssel den 17. februar 2016. Præsident Gjorge Ivanov sammen med EU-rådsformand Donald Tusk til venstre og EU-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker til højre, i forbindelse med en diskussion om den såkaldte Balkanrute. Foto: Etienne Ansotte / EU Audiovisual Services. © European Union

I weekenden talte Republikken Makedoniens præsident Ivanov for den paneuropæiske unions kongres i Wien. Coudenhove-Kalergis efterfølgere i den ærværdige gamle forsamling hørte præsidenten fastslå, at når Makedonien er i politisk krise, så skyldes det EU og NATO’s ubeslutsomhed, fortæller blandt andre Alsat-M.

Makedoniens officielle strategiske mål er medlemskab af både NATO og EU, og efter 25 år som uafhængig stat har man hverken opnået det ene eller det andet.

I 2008 blev Makedoniens ansøgning afvist på NATO-mødet i Bucharest med henvisning til, at man før en eventuel optagelse må få løst striden med NATO-medlemmet Grækenland om Republikkens navn. Den strid er endnu ikke løst.

Makedonien har været kandidatland til EU-medlemskab siden 2005, og siden 2009 har EU-Kommissionen i sine årlige statusrapporter anbefalet, at realitetsforhandlinger om medlemskab går i gang. Dog var anbefalingen i 2015 betinget, fordi landets aflytningsskandale havde bragt forhold frem i lyset, som helt indlysende var uforenelige med et EU-medlemskab.

EU-medlemsstaterne, altså EU Rådet, har ikke hidtil fulgt EU-Kommissionens anbefaling. Også Rådet afventer en løsning på den bilaterale strid med Grækenland om Republikkens navn og i de senere år også et bedret forhold mellem Makedonien og Bulgarien.

EU-Kommissionens 2016-rapport er lige på trapperne.

Makedonien i offerrollen

Præsident Ivanov hævder altså, at det er de manglende medlemskaber af EU og NATO, der har ført Makedonien ud i den aktuelle politiske krise. Ansvaret for de manglende medlemskaber ligger ifølge præsidenten hos NATO og EU. Og således ligger ansvaret for den politiske krise i Makedonien, fortsat ifølge præsidenten, uden for Makedonien.

Makedoniens vej mod EU- og NATO-medlemskaber er tornet. Det lille lands heroiske kamp mod målet bliver forhindret af mere eller mindre gedulgte fjender derude bag grænserne, og man havde bestemt fortjent bedre. Alle er imod det lille renfærdige land, som stædigt kæmper videre for sandheden og en plads i solen. Man kan roligt regne med, at præsidenten har flertallet af befolkningen med sig i dette narrativ.

I betragtning af den politiske krises karakter er det rent ud utroligt, at dette narrativ kan blive ved at cirkulere. Også selvom mistroen til magterne i nord og vest er historisk velbegrundet.

Den politiske krise blev udløst af aflytningsskandalen fra februar 2015. De lækkede aflytninger viste, at VMRO-DPMNE-regimet har tilranet sig og delt magten over langt mere, end der tilkommer det: domstolene, anklagemyndigheden, efterretningstjenesten, valgkomiteen, de dominerende medier, lustrations- eller lutringskommissionen, og således videre. Foruden at det excellerer i berigelseskriminalitet og andre uhyrligheder.

Skal man virkelig blot læne sig tilbage og sige:
”EU og NATO vil ikke lukke Makedonien ind, så selvfølgelig er regimet da i denne nød tvunget til at dække over mord, begå valgsvindel, jævne en politisk modstanders byggeri med jorden, redigere medierne, organisere bøllebank til en politisk modstander, ophæve skellene mellem lovgivende, dømmende og udøvende magt, og som eksponent for staklerne må selv præsidenten da forsøge at forhindre, at et ansvar kan blive placeret i alle disse forhold.”

De nævnte forhold kunne man lytte sig til i løbet af aflytningsskandalen, og det var det, der udløste den politiske krise. Endnu har ingen seriøst afvist aflytningernes ægthed.

Samuel Žbogar afløser Aivo Orav

I september blev lederen af EU’s repræsentation i Skopje, Aivo Orav, afløst af Samuel Žbogar. Som repræsentant for dyret i den makedonske åbenbaring er det kun logisk, at Žbogar stod til en røffel ved det første møde med præsidenten. Men det er ikke sædvanlig diplomatisk praksis.

For en mere nøgtern iagttagelse, som altså ikke abonnerer på den makedonske apokalypse, var det derfor en usædvanlig modtagelse, der blev Samuel Žbogar til del, da han afleverede sine akkreditiver hos præsidenten.

Žbogar blev af præsidenten belært om, at det kun var et spørgsmål om tid, før krisen ville vende tilbage, hvis ikke Makedonien snarest fik en dato for EU-optagelsesforhandlingernes start.

Det er nok rigtigst at betragte denne doktrin som en trussel, hvilket da også er det ord, nogle af de lokale medier bruger.

Regimets ringeagt for EU viste sig i øvrigt også i løbet af aflytningsskandalen. Aivo Orav måtte i lighed med landets øvrige indbyggere lægge øre til, at han i en samtale mellem to topministre blev kaldt en frustreret bastard og en bonderøv (”seljak”).

Smid universalnøglen væk

Nuvel, narrativets kerneabonnenter er regimet og dets klientel. Det kan man måske til nød forstå. Men det er en gåde for denne signatur, at dette narrativ er blevet til en vedtagen sandhed for så mange andre iagttagere af makedonsk politik.

Hvis man betragter den politiske krise som hjemmegjort og således altså betragter den oven for afleverede trussel som vitterligt en trussel a la:
”Giv os en dato, ellers laver vi ballade,” så er det helt horribelt, hvis truslen på vej ud i den globale offentlighed bliver til en advarsel a la:
”Giv os en dato, ellers vil naturlovmæssige forhold, som ingen er herre over, skabe krise i Makedonien.”

Og når iagttagere af makedonsk politik viderebringer truslen som en advarsel, så er de selvfølgelig med til at fastholde makedonske politikere i rollen som uskyldige ofre.

Universalnøglen, mantraet, ”det er de andres skyld” låser simpelthen Makedonien fast i en offerrolle. Man kan kun håbe, at universalnøglen på et eller andet tidspunkt bortkommer blandt iagttagere, og at man igen tilstår regimets folk menneskelige egenskaber så som evnen til at tage ansvar.

Alternativt, at iagttagere på en eller anden måde kan argumentere for mantraets gyldighed.

EU’s skyld er veletableret blandt eksperter

Her er nogle eksempler på, at EU i højere eller mindre grad tillægges skylden for Makedoniens nuværende krise.

I DR Panorama den 4. juni 2015 interviewede Uffe Andersen professor Biljana Vankovska. Hun kaldte EU-parlamentsmedlemmers deltagelse i protestdemonstrationen den 17. maj 2015 for hykleri af værste skuffe. Gruevski’s ”bløde diktatur var aldrig sket”, hvis Makedonien havde været på vej mod EU-medlemskab, mente hun.

I samme udsendelse mente juraprofessor Ljubomir Frckoski (Фрчкоски), at EU i 2005 valgte ”ikke at se, at landet gled mod diktatur”. Havde man optaget Makedonien som medlem, ville landet ikke have stået i den nuværende situation, mener han.

Både Vankovska og Frckoski er kendte for at være modstandere af VMRO-DPMNE-regimet. Vankovska optræder i interviewet som sikkerhedsrådgiver. Frckoski (SDSM) er tidligere politi- og indenrigsminister.

I International Crisis Group’s briefing No 75 kan man læse, at Makedonien før afvisningen af NATO-medlemskabet i 2008 var på rette progressive vej, men at det herefter gik tilbage. Blokeringen i 2008 udsatte effektivt både EU- og NATO-medlemskab på ubestemt tid, nævner briefingen.

Forfatterne bag analysen Media Integrity Matters – Reclaiming Public Service Values in Media and Journalism fra The Piece Institute i Ljubljana registrerer nøjagtigt det samme. Efter 2008 blev alting værre.

Iagttagelsen gentages i det uendelige af alle mulige analytikere – professionelle såvel som amatører, som en kerneerkendelse eller blot i forbifarten.

Allerede i indledningen til en Policy Brief fra BiEPAG, Ending the Crisis in Macedonia. Who is in the Driver’s Seat?, kan man læse, at ”… blokeringen af Makedoniens vej mod Europa har taget incitamenterne til reform ud af den politiske ligning og skabt en følelse af skuffelse over EU, som klart har bidraget til at skabe en af de største institutionelle kriser i landet siden uafhængigheden.”

En undtagelse fra mønsteret er Ivana Jordanovska, som i januar 2016 skrev artiklen The Candidate that got Captured. Hun kalder det naivt at tro, at regimets centrale aktør, nuværende VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski, pludselig over natten ændrede politisk karakter, blot fordi NATO i 2008 afviste at behandle Makedoniens ansøgning om medlemskab. Han var nationalist og populist – også før 2008.

Det er således, hvis man følger Jordanovska, ikke så ligetil at placere ansvaret for krisen uden for Makedonien.

Man kunne tilføje, at i det omfang Gruevski og regimets øvrige topfolk er disponeret for kriminalitet, så er det næppe en disposition, der er bragt til udløsning af et NATO-møde i Bucharest.

Makedonien i offerrollen i anden potens

I en artikel i Jydske Vestkysten kunne man den 22. marts læse, at ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde”. Citatet tillægges professor Nada Boskovska. Tanken er, at Makedonien er så venlig at hjælpe til med at nedlægge den såkaldte Balkanrute for flygtninge og migranter, idet man forsvarer sin grænse mod Grækenland.

Paroler som ”Makedonien udfører EU’s beskidte arbejde” er selvfølgelig egnet til at skabe dårlig samvittighed i de lande, hvor parolen føres frem:
”Det burde vi da selv kunne klare,” kan man tænke i Danmark og andre lande.

Det kan være fint nok. Men hvis der ligger i det, at Makedonien frivilligt ofrer sig for EU’s skyld? Jamen altså, hvorfor skulle Makedonien dog det? Makedonien gør det naturligvis for sin egen skyld. Ungarns hegn efterlader en udfordring i Serbien, som lukker grænsen i Presevo-dalen, som efterlader udfordringen i Makedonien, som spærrer grænsen ved Gevgelija, som efterlader udfordringen i Grækenland.

Men hvorfor skulle Makedonien dog være mere uegennyttigt end andre lande? Nuvel, omtalte Ivanov fører i samme artikel til torvs, at Makedonien endnu engang er offer for EU:
”[vi må] som ikke-EU-land beskytte Europa mod et EU-land, nemlig Grækenland,” citerer Jydske Vestkysten. Og Ivanov efterlyser herefter kontant hjælp til foretagendet eller en dato for EU-tiltrædelsesforhandlinger.

Makedonien behøver hjælp, når de så uegennyttigt hjælper EU imod EU. Goddag mand økseskaft. Det er jo ikke EU’s arbejde, Makedonien udfører, når man lukker sine grænser. Det er Makedoniens. En mere nøgtern betragtning er, at Ivanov reelt truer med endnu mere politisk krise, hvis ikke EU hoster op med nogle penge.

En flygtningestrøm, der får lov at hobe sig op, kan ende grueligt galt i en stat som Makedonien, hvor den politiske krise reelt jo består i, at statens institutioner er uden for demokratisk kontrol. Det er i EU’s interesse ikke at skabe uforudsigelige forhold i Makedonien.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Præsident Ivanov: Makedoniens krise er EU’s skyld" blev sidst opdateret: 14. oktober 2016 af Sax Strand
Udgivet i EU, Krise i Makedonien, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Slag på Kaimakchalan

I 100-året for slaget om Kaimakchalan søger makedonske nationalister at genåbne fronten. Denne gang uden serbere, sønderjyder og stormagter.

Kapellet på Kaimakchalan
Kapellet på Kaimakchalan. Foto: Petar Milošević © med tilladelse.

Kaimakchalan er den højeste bjergtop i Nije- eller Vorasbjergene (Ниџе eller Όρος Βόρας). Her stod et blodigt slag mellem serbiske og bulgarske styrker i slutningen i september 1916.

Bjergene skærer Makedonien over i to og danner således grænse mellem Grækenland i syd og Republikken Makedonien i nord. For hundrede år siden eksisterede Republikken Makedonien dog ikke. Det nordlige Makedonien var i Balkankrigene i 1912-13 blevet erobret af Kongeriget Serbien.

Omtrent langs denne grænse forløb også The Macedonian Front, Salonika Front eller Front d´Orient i 1. Verdenskrig. Fronten havde etableret sig, efter at Bulgarien og Østrig-Ungarn havde overfaldet Serbien i 1915. Den serbiske hær var flygtet ned gennem Albanien til Korfu. Nu, i 1916, kæmpede de sammen med britiske, franske, russiske og senere italienske og Venizelos’ græske styrker fra syd, mens østrig-ungarske og tyske – herunder sønderjyder – og i front bulgarske styrker kæmpede fra nord.

Bjergkammen blev endeligt erobret for serberne og Ententen i slutningen af september, hvilket blot fik fronten til at etablere sig lidt længere nordpå.

”Serberne erobrer toppen af Kaimakcalan,” skrev således Social-Demokraten den 2. oktober, hvor kilden var Centralmagternes ”store Hovedkvarter” i Berlin.

Efter Den Store Krig, senere kaldet 1. Verdenskrig, etablerede de stridende parter mindesteder og gravpladser for deres faldne. På toppen af Kaimakchalan ligger et mindekapel for de faldne serbiske soldater og lidt nede af bjerget et benhus. Kapellet blev indviet i 1928.

Slag på Kaimakchalan anno 2016

Nutidens slag på Kaimakchalan leveres ikke af ubarberede, til tider frostsprængte eller hedeslagne bulgarske og serbiske frontsoldater med bajonetter.

Slagene slås af Milenko Nedelkovski og hans tv-hold bevæbnet med kameraer og en forhammer. Og de rammer et bulgarsk krigsmindesmærke. Nedelkovski er kendt som journalist og tilhænger af partiet VMRO-DPMNEs politik og verdensbillede via talk-showet Late Night Show. I dansk journalistisk jargon ville vi nok snarere rubricere ham som ”kommunikationsmedarbejder” for VMRO-DPMNE-regimet.

Således udsender Nedelkovski jævnligt opfordringer til voldelig aktion mod kommunisterne, og han foragter albanere, som han efter eget udsagn ”multiplicerer med nul”. Kanal 5, som udsender Late Night Show, er en del af regimets klientel.

I september er det som nævnt gået ud over Bulgarien.

Ifølge Nedelkovski selv ødelagde han den 22. september en mindetavle for faldne bulgarske soldater. Den var opstillet af en gruppe bulgarske borgere i anledning af 100-året for slaget ved Kaimakchalan sammesteds. Billeder af Nedelkovskis ødelæggende hammerslag blev herefter udsendt til offentligheden.

Hensigten med hærværket bliver tydelig i en sang, som man kan finde på Nedelkovskis YouTube-kanal.

Omkvædet lyder omtrent sådan her. Det er henvendt til ”tatarer”, som i Milenko Nedelkovskis univers betyder bulgarer. Det er ikke venligt ment.

”Stupide tatarer,
for jer er Milenko som Putin,
på Kaimakchalan fik I et spark i røven,
miserable tatarer,
Milenko er en helt for jer,
jeres beskidte historie har ikke en chance her hos os.”

Efter sangen tilføjer Nedelkovski ligesom for en sikkerheds skyld, at de lokale som kæmpede på bulgarsk side i 1. Verdenskrig arbejdede under tvang, og at de var makedonere.

Nedelkovskis slag giver politisk genlyd

Således vil Nedelkovski som minimum fastslå, at makedonere og bulgarere er to forskellige ting, og at de ikke havde samme mål i 1. Verdenskrig. Mindepladen på Kaimakchalan må så udgøre en fare for, at det modsatte synspunkt kan vinde fremme: at kampen for et ”forenet” Bulgarien i 1. Verdenskrig, som altså skulle omfatte dele af Makedonien, på den tid var et anliggende for både Bulgariens og Makedoniens befolkninger, og at begge befolkninger eventuelt var – og er – bulgarer.

Som nævnt er Nedelkovski ikke hvem som helst. Det er derfor ikke overraskende, at bulgarske politikere og ministre efterfølgende har gjort klart, at Republikken Makedonien har brug for Bulgariens hjælp, og at Nedelkovskis aktion ikke er fremmende i sammenhængen.

Her tænker ministrene på Makedoniens eventuelle EU-medlemskab.

Republikken Makedoniens stærke mand, VMRO-DPMNE-formand Nikola Gruevski, har da også søgt at dæmpe gemytterne og lægge afstand til Nedelkovski. Således inviterer Gruevski ifølge Novinite til, at Bulgarien på lovlig vis opsætter en ny mindeplade på Kaimakchalan.

Turist på Kaimakchalan?

Det tager en fire-fem timer at køre fra Bitola (Monastir) til Kaimakchalan. Man skal helst køre i en firehjulstrækker, for vejen går ad øde, ikke-asfalterede bjergveje, som ikke bliver vedligeholdt hver dag.

Søger man på nettet efter Kaimakchalan skal man være opmærksom på, at det kan staves på mange måder. Alene i de danske aviser i september 1916 finder man de følgende stavemåder: Kajmakchalan, Kaymakchalan, Kaimackalan, Kaimakglan-bjerget, Kaimaktschalan, Kajmakkalan, Kajmakiclan, Kajmokoclan og Kajmaclan.

Kaimakchalan spiller naturligvis en rolle i den serbiske historiografi og selvforståelse. Her er for eksempel et mindesmærke i Beograd og i 100-året for slaget er der netop udgivet et serbisk frimærke.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Slag på Kaimakchalan" blev sidst opdateret: 2. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Slag på Kaimakchalan

Om valgudskrivelsen i Makedonien

Makedoniens dominerende partier bekræfter, at betingelserne for at holde valg nu er opfyldt. Der vil blive udskrevet valg til 11. december. Men hvilke betingelser har egentlig ændret sig?

goce-delcev-640
Der er valg i Makedonien den 11. december, hvis alt går planmæssigt. Det gør det dog ikke nødvendigvis. Her er et billede af Goce Delcev-broen i det centrale Skopje.

Den 20. juli indgik de fire dominerende partier i Republikken Makedonien en aftale. Det er de fire partier bag den misligholdte Przhino-aftale, der igen er på banen: det makedonske, national-konservative og regimebærende parti VMRO-DPMNE, det makedonske, socialdemokratiske SDSM, og de to albanske partier PDSh og BDI. Aftalen blev indgået efter pres fra USA og EU, som også mæglede.

Valget den 11. december er det tredje tidlige valg, der følger af Makedoniens monumentale politiske krise. De to foregående valg, udskrevet til 24. april og 5. juni, blev ikke til noget. De blev aflyst, fordi aftalen om at udskrive valg var en del af et større aftalekompleks – Przhino-aftalen. Valgudskrivelsen var meningsløs, hvis ikke regimet også efterlevede de øvrige dele af Przhino-aftalen. Og det var ifølge oppositionen og civilsamfundet ikke tilfældet. GONGOerne støttede naturligvis regimet.

Med BDI i en afgørende rolle, blev såvel valget den 24. april som valget den 5. juni aflyst.

Igen en valgforberedende regering i Makedonien

20. juli-aftalen forholder sig til netop de knaster, der ad omveje tvang parlamentet til at aflyse, eller formelt set udsætte, 5. juni-valget. Op til udsættelsen var oppositionen især utilfreds med tre forhold. Valglisterne skulle revideres, hvis et valg skulle give mening; der skulle sikres en afbalanceret mediedækning under valgkampen; og der skulle være instrumenter til at forhindre, at regimets bærende parti, VMRO-DPMNE, kunne gøre staten og dens midler til instrument for partiets egen valgkamp.

Parlamentssamlingen, som udsatte 5. juni-valget fandt sted den 18. maj. Her på bloggen kaldte vi det et dødsstød til Przhino-aftalen, da den bredt sammensatte, valgforberedende regering, som var en del af køreplanen i Przhino-aftalen, ved den lejlighed endeligt blev afsat. Eller helt præcist: SDSMs ministre i den valgforberedende regering blev skiftet ud med de oprindelige VMRO-DPMNE-ministre.

Men 20. juli-aftalen opererer også med en valgforberedende regering, hvis sammensætning netop skal følge Przhino-aftalen. Derfor er de SDSM-ministre og vice-ministre, der sad fra 24. april-valget blev udskrevet og formelt set indtil aflysningen af 5. juni-valget den 18. maj, nu tilbage igen. Det drejer sig først og fremmest om Oliver Spasovski, der igen er politi- og indenrigsminister og om Frosina Remenski, der igen er arbejds- og velfærdsminister.

Revision af valglisterne

Valglisterne er en af de helt store knaster, som 20. juli-aftalen forholder sig til.

Valglisterne er fulde af fejl og mangler, som er i regimets favør. Det hænger sammen med, at der ikke findes noget folkeregister, men at valglisterne akkumuleres ved at sammenkøre forskellige offentlige registre med den foregående samlede valgliste. Når der ikke findes noget folkeregister, er det fordi man ikke kan blive enige om, hvem der tæller med i folket.

Af de 1,8 mio. stemmeberettigede vælgere på listen i 2014 regnede oppositionen før aflysningen af 5. juni-valget med, at omkring 600.000 muligvis slet ikke havde stemmeret. Det blev der, ifølge oppositionen, ikke i tilstrækkelig grad ryddet op i, inden regimet udskrev valget den 5. juni. Det var en af grundene til, at SDSM så boykottede valget, og derfor måtte valget i sidste ende aflyses.

Med 20. juli-aftalen er man blevet enige om, at 171.500 personer bliver placeret på en supplerende valgliste. Det er borgere, som man regner med har stemmeret, men som bor udenlands. Ideen med den supplerende valgliste er at undgå, at familiemedlemmer eller andre stemmer på vegne af de 171.500. Formodentlig vil stemmeafgivelse på vegne af disse supplerende vælgere skulle krydscheckes med billeder og billedlegitimation med videre.

Et andet udtræk består af 39.502 vælgere. Det er vælgere, som vil skulle melde sig og bekræfte deres eksistens, hvis de vil på valglisten. En række almindeligt kendte mennesker, der bor i Republikken Makedonien, er havnet på denne anden liste. Det får naturligvis skeptikere til at mene, at allerede denne liste er et svindelnummer, som skal dække over, at ingen seriøs revision har fundet sted. Godt 9.000 har meldt sig.

Der er naturligvis langt fra de 171.500 + 39.502 og så op til de ovenfor omtalte 600.000. Det får folk i Makedonien til at spørge sig, hvad der dog har fået oppositionslederen Zoran Zaev til at give sig? Formand Ziadin Sela fra det lille albanske parti, LR-PDSh, har formuleret det mindre diplomatisk. Zaev skylder opinionen en forklaring på, hvorfor han har løjet om, at valglisterne skulle renses for fiktive stemmer, mener altså Sela. Der er ingen forklaring på, hvorfor Zaev har ædt en manko på cirka 400.000 stemmer.

Regulering af mediedækningen

En anden større knast i forbindelse med aflysning af april og juni-valgene handlede om mediedækningen i forbindelse med valgkampen. De vigtigste massemedier er en del af regimets klientel, hvorfor deres angivelige reportager og nyhedshistorier reelt ofte er PR for regimet selv.

Ifølge de fire partier i 20. juli-aftalen er der med aftalen skabt tilfredsstillende betingelser for, at det giver mening at afholde et valg. Også i forhold til mediedækning.

Der findes allerede en overvågeinstitution, et ”medieråd”, som ifølge sin statut er uafhængig. Men regimet har magten i medierådet. Derfor får institutionen ifølge 20. juli-aftalen tilføjet en ad hoc enhed, som skal overvåge mediedækningen i forbindelse med valget. Ad hoc enheden skal på ugentlig basis vurdere, om medier rapporterer afbalanceret, ligesom man skal overvåge om medierne lever op til valglovens bestemmelser om mediedækning. Medierådet skal så uddele bøder til medierne ifølge ad hoc enhedens anbefalinger.

Fire ud af fem medlemmer af ad hoc enheden vil blive udpeget af de fire Przhino-partier. ”Relevant professional organisations” skal dog konsulteres, siger aftalen. Det femte medlem skal udpeges i enighed af de fire.

Det er dog vanskeligt at forestille sig, at ad hoc enheden kan gøre noget alvorligt ved den udbredte selvcensur blandt journalister og medier. Og fraværet af publicistiske ambitioner blandt medieejerne kan nok heller ikke afhjælpes af tre måneders ekstra monitorering i forbindelse med valget. Og dette er netop, hvad de makedonske journalisters forening (ZNM) påpegede i en pressemeddelelse og på et pressemøde den 21. juli. ZNM ønskede ikke at blåstemple den politiske aftale via sin medvirken som ”relevant professional organisation”.

Det er ikke helt indlysende, hvorfor 20. juli-aftalen er bedre, end det der forelå, da 5. juni-valget blev aflyst i maj. Det er vanskeligt at se, at mediedækningen i forbindelse med valget nu bliver anderledes – og altså i mindre grad favoriserer regimet – sammenlignet med foregående valg. Og en af grundene til aflysningen var jo netop, at oppositionen ikke troede på en fair mediedækning under valgkampen.

Sammenblanding af parti- og statsinteresser

Det tredje forhold, der – ifølge oppositionens udmeldinger i medierne – var en væsentlig anstødssten i forsommeren, var sammenblandingen af parti- og statsinteresser. 20. juli-aftalen forholder sig ikke til denne sammenblanding. Det kan altså ikke være her, der er gjort en væsentlig forskel, siden 5. juni-valget blev aflyst den 18. maj.

Ivanov trækker amnesti tilbage

Præsident Ivanov (VMRO-DPMNE) formåede den 12. april at sejle Przhino-processen på grund. Præsidenten dekreterede et stop for alle retssager, der fulgte af aflytningsskandalen. Det betød, at den særlige anklagers arbejde blev omsonst. Arbejdet ville jo aldrig kunne føre til anklager eller domme. Vi har her på bloggen gjort os til talsmænd for, at det netop er den særlige anklagers arbejde, der bærer alt håb for Makedonien – hvis man altså håber på et NATO- og EU-kompatibelt liberalt demokrati i Makedonien. Det var altså essensen i Przhino-aftalen, der af Ivanov blev fjernet med et pennestrøg.

Det er jo Makedoniens officielle kurs, at man netop ønsker et EU- og NATO-medlemskab, ligesom EU og USA naturligvis også arbejder i den retning. På den baggrund, men uvist med hvilke instrumenter, lykkedes det at presse Ivanov til i løbet af sommeren at trække sit ”amnesti” tilbage.

Ivanov har begrundet amnestiet med, at han var i en situation, hvor der var brug for hæren nede ved grænsen til Grækenland, hvor den skulle bremse flygtningestrømmen. Og samtidigt kunne der blive brug for hæren i Skopje i forbindelse med den politiske krise. Ivanov mener, at den særlige anklager repræsenterer en optrapning af den politiske krise, og derfor mente han med amnestiet at kunne nedtrappe den politiske krise.

Forfatningsdomstolen truer den særlige anklager

Siden præsident Ivanov dekreterede sit amnesti har protestdemonstrationer fyldt gaderne i det centrale Skopje. GONGOerne har parallelt hermed protesteret imod de protesterende. Den kulørte eller farverige revolution, шарена револуција, var på gaderne næsten hver aften i cirka tre måneder.

Et af de hovedkrav, demonstranterne stillede, var rettet imod forfatningsdomstolen. Også dette krav havde at gøre med den særlige anklager, som nærmest har ikon-status blandt de protesterende. Den særlige anklageinstitution under Katica Janeva er blevet til ved lov og som følge af Przhino-aftalen. Men der er tvivl, om denne lov er forfatningsstridig. Det skal forfatningsdomstolen tage stilling, fordi adskillige grupper vil have det prøvet. Forfatningsdomstolen regnes for at være en del af regimet, som altså ikke er adskilt fra magthaverne i toppen af VMRO-DPMNE. Derfor krævede demonstranterne, at forfatningsdomstolen i en fart skulle tage sagen op og erklære, at loven om den særlige anklager ikke er forfatningsstridig.

Forfatningsdomstolen har på sin side fastholdt, at man ikke lader sig presse af noget som helst – heller ikke demonstranter. Forfatningsdomstolen har endnu ikke taget sagen op.

Derimod har 20. juli-aftalen nu et særligt afsnit om den særlige anklager. Aftalens fire parter forpligter sig simpelthen til at finde en lovlig måde at føre institutionen videre på, hvis forfatningsdomstolen på et tidspunkt dømmer den ude.

Desværre for de farverige revolutionære, oppositionen, USA og EU har man dermed ikke nødvendigvis lukket alle smuthuller. Det er nemlig sådan, at hvis forfatningsdomstolen beslutter at tage sagen op, så vil loven om den særlige anklager og institutionen selv blive suspenderet i behandlingsperioden. I Makedonien er det sådan, at når valget udskrives, så opløses parlamentet. Hvis forfatningsdomstolen suspenderer den særlige anklagers virke i denne periode, så vil der ikke være nogen lovgivende forsamling, et parlament, der med lov kan sikre den særlige anklagers videre virke. Således ifølge Professor Besa Arifi, som har forklaret forholdet til Alsat-M.

Den særlige anklager vil så være ude af sagaen. I hvert fald indtil valget har fundet sted og parlamentet samles igen. Og det har regimet naturligvis en interesse i.

Klar i kulissen med grus til maskineriet

Erklæring den 31. august 2016 om valg i MakedonienDen 31. august kom partierne med den erklæring, de havde lovet i 20. juli-aftalen. Den udtrykte enighed om valgdatoen 11. december og at betingelserne nu var på plads. Dernæst skulle overgangsregeringen indsættes den 2. september.

Den 1. september tog den siddende politi- og indenrigsminister Mitko Cavkov til alles overraskelse sin afsked, hvorefter professor Oliver Andonov blev udpeget som hans efterfølger. Andonov fik således en dag som minister. Cavkov blev med det samme ansat i den stilling han kom fra, før han blev minister. Han blev igen chef for ”sikkerhedstjenesten” (BJB).

Der er ikke noget formelt galt i dette træk, men folk flest mener at have lugtet lunten. Der i de forskellige sociale medier faldet mangt en ironisk betragtning om VMRO-DPMNEs gode vilje i forhold til 20. juli-aftalen. SDSMs næstformand Radmila Sekerinska sagde lige ud, at Cavkov skulle tilbage i en position, hvorfra han kunne misbruge sikkerhedstjenestens til at manipulere valget.

Der er særligt én forhistorie, der perspektiverer tvivlen på VMRO-DPMNEs gode vilje.

Cirka en uge før 20. juli-aftalen blev truffet af de fire partier, forsøgte regimet sig med et par nye love, der skulle flytte magt fra politi- og indenrigsministeren til selve regeringen. Det lyder som en ligegyldighed, men på det tidspunkt vidste man, at en overgangsregering var på vej, og at politi- og indenrigsministeriet igen ville blive besat af Oliver Spasovski fra SDSM.

Konkret ønskede forslagsstillerne, at cheferne for ”sikkerhedstjenesten” (BJB) og det hemmelige politi (UBK) nu ikke længere skulle udpeges af politi- og indenrigsministeren men af regeringen. Lovene blev af forskellige grunde ikke vedtaget, men ingen var vist i tvivl om intentionen. Politi- og indenrigsministeriet skulle strippes for magt, inden Spasovski overtog ministeriet.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Om valgudskrivelsen i Makedonien" blev sidst opdateret: 14. oktober 2016 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Medier i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 26 kommentarer

Navigér i Makedoniens revolutionære trikotage

Farverige T-shirts præger Republikken Makedonien denne sommer. Farverne signalerer naturligvis kulørt revolution, men for udenforstående kræver motiverne en forklaring

Det farverige splatterudtryk er som skabt for T-shirts

Makedoniens kulørte revolution, шарена револуција, er naturligt nok kendetegnet ved et farverigt visuelt udtryk. Det farverige udtryk stammer fra sommerens daglige demonstrationer imod regimet. De protesterende gjorde det til en vane at passere regimets symboler – bygninger og monumenter – og beskyde dem med paintballs.

Det farverige splatterudtryk er som skabt for T-shirts, og en række grafikere har da også ladet sig inspirere og stillet motiver til rådighed for T-shirts og anden trikotage.

Den særlige anklager har ikonstatus

De daglige demonstrationer imod regimet begyndte, da præsident Gjorge Ivanov meddelte et masseamnesti i begyndelsen af april. De fortsatte i godt tre måneder. Hver aften klokken 18 startede demonstrationerne foran den særlige anklagers kontorer, som ligger over for parlamentarikernes klub. Den særlige anklager i skikkelse af Katica Janeva repræsenterer håb om forandring efter afsløringerne i aflytningsskandalen.

Den særlige anklager, Katica Janeva, har ikonstatus

Den særlige anklager kommunikerer jævnligt over for pressen og andre. Ved sådanne lejligheder er Katica Janeva flankeret på den ene side af Lence Ristovska og på den anden af Fatime Fetai. Fetai er albaner og mørk, Ristovska er makedoner og lys, og symmetrien i billedet er umiskendelig. Det makedonske akronym for den særlige anklagers kontor er CJO. Grafik: Небојша Гелевски-Бане

Den kulørte revolution i mange byer

Шарена револуција har centrum i Skopje, men også i provinsen har der været daglige manifestationer. Her er motiver, der signalerer medvirken i byerne Krushevo, Negotino og Bitola (Monastir). Grafik: Зоран Кардула

Шарена револуција signalerer Negotinos medvirken. Grafik: Зоран КардулаШарена револуција signalerer Bitolas medvirken. Grafik: Зоран Кардула

Шарена револуција signalerer Krushevos medvirken. Grafik: Зоран Кардула

En snert af gode gamle dage

Шарена револуција T-shirt motiv inspireret af børneudsendelsen бушава азбукаNogle af motiverne benytter sig af et visuelt univers, der stammer fra den lokale Hr. Skæg, kan man sige, nemlig børneprogrammet бушава азбука eller ”det rodede alfabet”. Tv-programmet blev udsendt i ’80erne – altså før Jugoslaviens opløsning. Udsendelsens titel fremstod som bogstaver stablet som en pyramide, netop som Шарена револуција gør her.

Шарена револуција T-shirt motiv inspireret af børneudsendelsen бушава азбукаProgrammet tematiserede de forskellige bogstaver, som havde hver sin grafik. Begyndelsesbogstavet i Шарена револуција, altså Ш, fremstod som de tre små figurer her ved siden af. En af figurerne holder et banner, hvorpå der i oversættelse står:
”Jeg vil have retfærdighed, jeg vil have fred.”

Ико Илиевски  henholdsvis Дафина Џепароска har versioneret de to grafikker.

Femstjerne, Шарена револуција T-shirt motiv. Grafik: Зоран КардулаEndnu en grafik af Зоран Кардула peger givetvis også bagud, om man så må sige, eftersom den femtakkede stjerne jo var Jugoslaviens og Tito-partisanernes symbol. Den femtakkede stjerne er dog blevet benyttet i mange andre sammenhænge.

 

Motiver fra bevægelsens egen historie

#Протестирам (makedonsk) eller #Protestoj (albansk)En række motiver viser tilbage på protestbevægelsens egen historie. #Протестирам eller på albansk #Protestoj var således hashtags og overskrifter over de demonstrationer, der begyndte den 5. maj 2015 i forbindelse med bombe nummer 29 – således kaldet – i aflytningsskandalen. De er tegnet af Гоце Митевски.

Huligane - Læbestiften er en hentydning til et ikonisk fotografi, som fandt vej til alverdens medier: Jasmina Gulubovska benytter lejligheden til at male læber, idet hun spejler sig i et politiskjoldHuliganka - Læbestiften er en hentydning til et ikonisk fotografi, som fandt vej til alverdens medier: Jasmina Gulubovska benytter lejligheden til at male læber, idet hun spejler sig i et politiskjoldRegimets medier omtalte ved den lejlighed demonstranterne som hooligans, hvilket må have inspireret hooligan-motivet her til højre. Det findes i flere varianter, hankøn, hunkøn, albansk, makedonsk, og i en version med læber og læbestift. Læbestiften er en hentydning til et ikonisk fotografi, som fandt vej til alverdens medier: Jasmina Gulubovska benytter lejligheden til at male læber, idet hun spejler sig i et politiskjold.

Nikola Gruevski, beskrev i en tale de demonstrerende som sekteriske. Cекташ betyder sekteriker eller sektmedlem.Regimets leder, VMRO-DPMNE-leder Nikola Gruevski, beskrev i en tale de demonstrerende som sekteriske. Han angav, at et af sektens ritualer bestod i at trampe på VMRO-DPMNEs program. Зоран Кардула samlede bolden op og fabrikerede секташ-motivet her til venstre. секташ betyder sekteriker eller sektmedlem. Det findes også som hunkøn. Кардула er også manden bag hooligan-motiverne.

 

Ord, der fanger

„Пичка ти материна!„ står der under silhuetten af Fatime Fetai. Det betyder omtrent motherfucker, hvis man skal undersætte til almindeligt jysk.„Пичка ти материна!„ står der under silhuetten af Fatime Fetai. Det betyder omtrent motherfucker, hvis man skal oversætte det til almindeligt jysk. Udtrykket stammer fra den brutale arrestation af Ljube Boskoski, som er identisk med indholdet af den tredje bombe – således kaldet – i aflytningsskandalen sidste år. Den særlige anklager efterforsker nu arrestationen, og i forbindelse med annonceringen af efterforskningen nøjedes Fatime Fetai ikke med som sædvanligt at parafrasere sagen, men læste blandt andet de famøse ord op for de tilhørende.  Det er endnu engang Зоран Кардула, der står bag motivet.

Der findes mange flere motiver. 41 er samlet på denne hjemmeside, som 17 forskellige grafikere har leveret til. T-shirts trykkes flere steder i Skopje, blandt andet hos Polyesterday, som praktisk nok ligger meget tæt på den særlige anklagers domicil.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Navigér i Makedoniens revolutionære trikotage" blev sidst opdateret: 20. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Navigér i Makedoniens revolutionære trikotage

Makedonien: Przhino-aftalen er død

Republikken Makedoniens parlament udsatte i går valget og genindsatte VMRO-DPMNE-ministrene. Nok dødsstødet til Przhino-aftalen, blot spundet ind i en positiv nyhed.

I går kunne man på Sobranski Kanal følge en hasteindkaldt samling i Makedoniens parlament. Resultatet af samlingen var, at 5. juni-valget blev udskudt på ubestemt tid. Valget den 5. juni var ellers allerede resultat af en udsættelse. Oprindeligt skulle der have været afholdt valg den 24. april.

Når der skal afholdes valg er det på grund af Przhino-aftalen, som blev indgået som en følge af aflytningsskandalen i 2015. Aflytningsskandalen leverede dokumentation for det, alle tænkende lokale i forvejen mente at vide: at Makedonien er blevet et autoritært kleptokrati, som er uforeneligt med EU- henholdsvis NATO-medlemskab. Przhino-aftalen repræsenterede en vej ud af moradset.

Samlingen blev også benyttet til at genindsætte de nationalkonservative VMRO-DPMNE-ministre, som ellers var blevet afløst af Socialdemokraterne (SDSM) i en regering, som udelukkende skulle være valgforberedende. Også den bredt sammensatte valgforberedende regering var en del af Przhino-aftalen. Mere om det senere.

Operationen lykkedes

Udsættelsen af valget bliver i det store hele udlagt som en sejr for regimets kritikere. Det gælder både for den folkelige kritik, som næsten hver aften i over en måned er kommet til udtryk ved demonstrationer i Skopje og de andre større byer i landet. Og det gælder også den internationale kritik, som EU og USA har stået i spidsen for. Eksempelvis skriver BBC, at udsættelsen af valget kommer efter pres fra ind- og udland.

Makedoniens kulørte revolution
Præsident Gjorge Ivanovs masseamnesti udløste den 12. april de protestdemonstrationer, der siden – næsten hver aften – har gentaget sig. Medierne kalder nu demonstrationerne den farverige eller kulørte revolution, fordi de protesterende skyder med farvepatroner på bygninger og monumenter i byerne. Protesterne bliver i lige måde mødt med moddemonstrationer af regimets støtter.

I lyset af den seneste måneds begivenheder er det da også oplagt at se udsættelsen som en sejr til kritikerne og som udtryk for, at VMRO-DPMNE har bøjet sig. For det er netop VMRO-DPMNE, der hurtigt vil have gennemført et valg, og som hidtil har nægtet at udsætte det.

En udsættelse giver mere tid til at gennemføre de reformer, der var kernen i Przhino-aftalen. Et valg uden reformer vil med stor sandsynlighed blive vundet af VMRO-DPMNE, og det vil ikke blive anerkendt af regimets modstandere – inklusive det største oppositionsparti, SDSM.

VMRO-DPMNE har hidtil hævdet, at det var umuligt at aflyse valget, fordi det ville kræve, at det opløste parlament blev genindkaldt for at omgøre valgloven. Og det er forfatningsstridigt, sagde man. For blot et par dage siden var situationen, at alle partier minus VMRO-DPMNE havde tænkt sig at boykotte valget.

I går morges ændrede forfatningsdomstolen spillet. Domstolen meddelte, at man agtede at tage en sag op, som netop var indklaget af BDI. BDI er den albanske partner i regeringen, der domineres af VMRO-DPMNE. BDI mener, at opløsningen af parlamentet i begyndelsen af april var forfatningsstridig. Det har at gøre med, at valget endnu ikke var udskrevet, da parlamentet opløste sig.

Selvom forfatningsdomstolen endnu ikke har behandlet sagen, så var den blotte meddelelse om, at domstolen ville behandle sagen, nok til at parlamentsformand Trajko Veljanoski (VMRO-DPMNE) i går var nødt til at indkalde parlamentet for at aflyse valget den 5. juni.

BDI, den albanske juniorpartner, har dermed endnu engang bragt sig i en position, hvor partiet eventuelt fremstår som illoyal over for VMRO-DPMNE. Fuldstændig som tilfældet var, da april-valget blev udsat til 5. juni. Det er af mange grunde ingen ønskeposition for BDI.

Men illoyaliteten er netop kun eventuel.

Przhino-aftalen døde

Menduh Thaci, lederen af det albanske oppositionsparti PDSh, var vred i aftes. Han tonede frem på billedmedierne og meddelte, at udsættelsen af valget blot var en BDI-VMRO-DPMNE-leg. Med andre ord: det hele var aftalt spil.

For at forstå, at det ikke er helt usandsynligt, må man gøre sig klart, at flertallet af dommerne i forfatningsdomstolen regnes for at være en del af regimet. Det er ikke grebet ud af luften, når Thaci og andre går ud fra, at domstolen dømmer hvad den får besked på.

I den konkrete sag er det endda sådan, at en identisk sag tidligere har været præsenteret for forfatningsdomstolen, men den sag blev afvist, fordi forfatningsdomstolen dengang mente, at sagen lå uden for domstolens jurisdiktion.

Det er også sådan, at forfatningsdomstolen for ganske nylig udvidede fortolkningen af præsidentens beføjelser til at udstede amnesti. Amnestimuligheden omfatter nu for eksempel valgsvindlere. Ideen om at udvide fortolkningen kom fra tidligere indenrigsminister Gordana Jankuloskas advokat. Jankuloska (VMRO-DPMNE) er en af dem, der i adskillige forhold undersøges af den såkaldte særlige anklager, og som efterfølgende er blevet meddelt amnesti af præsident Ivanov (VMRO-DPMNE).

Men hvad får BDI og VMRO-DPMNE så ud af den eventuelle juleleg? Jo, VMRO-DPMNE-ministrene blev i går indsat igen. De var i en periode afløst af ministre udpeget af SDSM i den valgforberedende regering, hvis eksistens var en del af Przhino-aftalen. Men SDSM-ministrene trak sig ud af regeringen igen, da det gik op for dem, at valget ville blive udskrevet, selvom Przhino-reformerne ikke var gennemført.

De opsigelser, som SDSM-ministrene indleverede kort før parlamentets opløsning blev dog aldrig behandlet. Det er disse opsigelser, parlamentet som det første tog op i går. Man tog altså opsigelserne til efterretning og indsatte igen de oprindelige VMRO-DPMNE-ministre. Det betyder, at den overgangsregering, som er en del af Przhino-aftalen nu er en saga blot. VMRO-DPMNE er naturligvis banemand og med BDI’s stemmer.

Przhino-aftalen er således sat ud af kraft. Og hvis den ikke ligefrem er død, så trækker den i hvert fald ikke vejret. Hvad der således tager sig ud, som om VMRO-DPMNE retter ind efter inden- og udenlandsk pres og lader Przhino-aftalen få endnu en chance, er således muligvis reelt det modsatte.

I tiden omkring valgudskrivelsen – angiveligt relateret til en sexskandale – trak også BDI dets ministre ud af regeringen og indsatte i stedet nogle yngre, ukendte og uprøvede partimedlemmer som ministre. De nye skulle blot sidde indtil valget. Når valget nu er udskudt, kan man gætte på, at også de gamle BDI-ministre vender tilbage. Gættet er kvalificeret, fordi BDI’s leder Ali Ahmeti allerede tidligt sagde, at sådan ville det blive.

Således bliver alt som før – og dog.

Hoyt Yee og Johannes Haindl

To herrers tilstedeværelsen tyder på, at spillet endnu ikke er forbi.

Tyskland har for et par uger siden udpeget Johannes Haindl som særlig udsending. Han skal forsøge at afhjælpe den politiske krise, hedder det. Haindl er Tysklands ambassadør i Østrig. Han har allerede været i Skopje en gang, efter at han først besøgte Haag, Washington, Berlin og Athen. Og han kommer igen i dag.

I går ankom Hoyt Yee fra det amerikanske udenrigsministerium med samme mission.

Der slipper ikke meget ud om de to herrers præcise aktiviteter. Alene dét får lokale til at tro på, at det internationale samfund nu tager andre midler i brug for at få regimet til at rette ind.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Makedonien: Przhino-aftalen er død" blev sidst opdateret: 19. november 2016 af Sax Strand
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | En kommentar

Terroristen, martyren Mara Buneva

I det makedonske anekompleks flyder det med personer, hvis heltestatus er omstridt. En af dem er Mara Buneva. Terrorist, martyr eller begge dele, som man nu behager.

Mara Buneva mindetavle i det centrale SkopjeNede ved 13. november-kajen i det centrale Skopje, lige ud for den irske pub, De ved, finder man for tiden tre mindeplader for Mara Buneva. De bliver med jævne mellemrum udsat for hærværk, så det er muligt, der er færre, når De næste gang passerer stedet.
Mara Buneva mindetavle i det centrale Skopje
Det er også muligt, at flere er kommet til. Nye mindeplader kommer som regel i forbindelse med Mara Buneva’s dødsdag, den 13. januar. Der er i løbet af de seneste ti-tyve år opstået en tradition for at mindes Buneva blandt Republikken Makedoniens bulgarer – herunder de bulgarske mindretal.

Mara Buneva mindetavle i det centrale SkopjeHer nedenfor er eksempelvis et klip fra januar 2014. Ingen af de tavler, de forsamlede ved den lejlighed sætter op, er der længere. Tavlen med de røde bogstaver læser, at Mara Buneva døde i kamp mod de ”serbiske besættere”, mens tavlen med Buneva højt til hest udtrykker ønsket, at hendes minde måtte vare evigt. Den er skænket af borgere i Bosilegrad – altså vistnok det bulgarske mindretal i Serbien.

Buneva skød Velimir Prelić

Mara Buneva’s status som bulgarsk martyr og heltinde skyldes, at hun i 1928 skød og dræbte Velimir Prelić. Prelić var juridisk rådgiver for Serbiens guvernør i Skopje. Derpå skød hun sig selv.

Buneva var bulgarofil. Ved sin død tilhørte hun og handlede på vegne af den konstellation af den indre-makedonske revolutionære organisation (VMRO), som ønskede, at Makedonien skulle høre til Bulgarien. Organisationen var på det tidspunkt ledet af Ivan Mihailov alias Vancho Mihailov.

VMRO var en terrororganisation.

Eftersom det område, vi i dag kender som Republikken Makedonien, som følge af Balkankrigene tilfaldt Kongeriget Serbien, var VMRO’s aktiviteter i høj grad vendt imod Serbien. VMRO forstod sig som en modstandsbevægelse vendt imod den serbiske besættelse og serbificering. Serberne kaldte det nys erobrede territorium Sydserbien.

Mihailov’s VMRO blev senere kendt for – sammen med Ante Pavelić og muligvis Mussolini – at stå bag mordet i Marseilles på Kong Alexander I af Serbien. Kongemordet i 1934 kostede også den franske udenrigsminister Louis Barthou og en chauffør livet.

Alexander I og hans kollega Zar Boris i Bulgarien arbejdede på det tidspunkt for en ”normalisering” af det dårlige forhold mellem Bulgarien og det, der nu var blevet til Jugoslavien. VMRO var ikke interesseret i en sådan normalisering, for det var ensbetydende med at Bulgarien skulle opgive Makedonien.

Frihedskæmper viger for terrorist

Efter Anden Verdenskrig blev Sydserbien til den Socialistiske Republik Makedonien, som var en selvstændig politisk enhed og endda en konstitutiv del af Forbundsrepublikken Jugoslavien.

I efterkrigstiden har kommunisternes historikere gjort alt hvad de kunne for at fejre de konstellationer af VMRO, som ønskede et selvstændigt eller i hvert fald autonomt Makedonien. Og Mara Buneva må i den sammenhæng nødvendigvis fremstå som en partykiller – en terrorist. Mara Buneva var på den forkerte, storbulgarske side.

Det blev ikke bedre af, at Bulgarien var på tysk og dermed fascistisk side i Anden Verdenskrig. De bulgarske besættere benyttede lejligheden til at opsætte en mindesten for Mara Buneva, som naturligvis blev fjernet af de kommunistiske myndigheder efter krigen.

Mindeplade for Mara Buneva, 1943
Foto: anonym via www.omda.bg 

Titos kommunister var meget effektive i at udslette sympati for den Storbulgarske idé i den Socialistiske Republik Makedonien. Det er først efter Jugoslaviens opløsning og Republikken Makedoniens selvstændighed, at en karakter som Mara Buneva igen kan trækkes frem af glemslen og gøres til genstand for årlige processioner for en lille bulgarsk ”menighed”. Og så er hun altså fortsat så upopulær, at mindepladerne hurtigt forsvinder eller bliver ødelagt.

Mara Buneva var fra Tetovo

Turist i MakedonienMara Buneva blev født i Tetovo i 1902. På det tidspunkt lå byen i Det osmanniske Rige i provinsen eller Vilayetet Kosovo. Osmannerne kaldte byen for Kalkandelen, mens provinshovedstaden Skopje dengang hed Üsküb.

Balkankrigene i 1912-13 rev Makedonien ud af Det osmanniske Rige og gjorde det, vi i dag kender som Republikken Makedonien, herunder dele af Vilayetet Kosovo, til Sydserbien. I Første Verdenskrig blev området administreret af Bulgarien sammen med kejserens Tyskland og Østrig-Ungarn. I 1915-18 var Bunevas far således borgmester i Tetovo.

Efter verdenskrigen kunne Buneva følge med i, hvordan serberne koloniserede området, og fra 1919 stabiliserede riget mod nord sig endda i SHS-staten –  senere Jugoslavien. Det var i denne håbløse situation, at Buneva lod sig hverve for Mihailovs VMRO, som holdt til i Sofia.

I Sofia blev hun trænet i den terroristvirksomhed, hun den 13. januar 1928 udførte i Skopje.

Litteratur:

  • Misha Glenny: The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers. Penguin 1999/2012
  • Wolfgang Libal: Mazedonien zwischen den Fronten. Junger Staat mit alten Konflikten. 1993

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Terroristen, martyren Mara Buneva" blev sidst opdateret: 19. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Makedonien, Turist i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | En kommentar

Uro i Makedonien for fjerde dag i træk

Her til aften demonstrerer borgere i Republikken Makedonien endnu engang imod regimet, mens regimets støtter demonstrerer imod de demonstrerende.

I middags udskrev parlamentsformand Trajko Veljanoski (VMRO-DPMNE) valg i Makedonien. Det var ventet. Men fordi valgudskrivelsen af mange bliver opfattet som det sidste søm i det makedonske demokratis ligkiste, er demonstrationerne i aften ekstra massive.

Skopje 16. april 2016. Protesterende forhindres tidligt på aftenen i at nå frem til præsident Ivanovs kontor og til VMRO-DPMNE's hovedkvarter.
Skopje 16. april 2016. Protesterende forhindres tidligt på aftenen i at nå frem til præsident Ivanovs kontor og til VMRO-DPMNE’s hovedkvarter.

Skopje 16. april 2016. Protesterende demonstranter bliver lidt senere forhindret i at nå frem til parlamentsbygningen.
Skopje 16. april 2016. Protesterende demonstranter bliver lidt senere forhindret i at nå frem til parlamentsbygningen.

Skopje 16. april 2016. De protesterende bliver endnu engang stoppet. Denne gang forhindres de i at nå frem til regeringsbygningen. Senere på aftenen får de dog lov at passere.
Skopje 16. april 2016. De protesterende bliver endnu engang stoppet. Denne gang forhindres de i at nå frem til regeringsbygningen. Senere på aftenen får de dog lov at passere.

Hvis valget den 5. juni bliver afholdt, vil det med stor sandsynlighed blive vundet af det nationalkonservative, makedonske VMRO-DPMNE. Der er nemlig ikke ændret på de forhold, som i de seneste mange valg har ført til sikker sejr for partiet.

Det første forhold er, at de medier, der når ud til flest borgere, er en del af regimet selv. Det andet, at valglisterne er fejlbehæftede, hvilket enten giver mulighed for valgsvindel eller simpelthen er udtryk for valgsvindel. Der er mange andre forhold, som regimet har fordel af, men netop disse to har været i fokus i tiden op til valget blev annonceret.

Socialdemokraterne (SDSM) meddelte allerede den 6. april, at oppositionspartiet agter at boykotte valget, fordi forholdene ikke er blevet ændret.

Det var ellers formålet med den såkaldte Przhino-aftale, at der skulle ændres på de ovennævnte forhold, så der kunne afholdes et valg, der af hele befolkningen kunne regnes for legitimt. Valgforberedelsen skulle varetages af en overgangsregering, hvor også oppositionspartiet SDSM fik overdraget et par ministerposter.

Men det lykkedes ikke, mener SDSM og andre af regimets kritikere.

SDSM-ministrene er nu trukket ud af regeringen. De socialdemokratiske ministres opsigelser blev godt nok ikke godkendt af parlamentet, inden det, i overensstemmelse med proceduren for afholdelse af valg, opløste sig selv den 6. april.

Men regeringen har efterfølgende annulleret alle beslutninger, som SDSM-ministrene nåede at tage i deres korte embedsperiode, så opsigelserne er taget til efterretning. Og vice-ministrene fra VMRO-DPMNE har taget over.

Selvom valgudskrivelsen er en god grund til at demonstrere, hvis man tænker som SDSM og de øvrige modstandere af regimet, så blev det præsident Gjorge Ivanov, som allerede tirsdag fremprovokerede protestdemonstrationer, som nu fortsætter for fjerde dag i træk.

Præsident Ivanov giver amnesti til politikere

Hvis Veljanoski hamrede det sidste søm i ligkisten, så stod Præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) for det næstsidste. Tirsdag dekreterede Ivanov et stop for alle retssager, der er en følge af aflytningsskandalen. Han henviste til sine forfatningsmæssige beføjelser.

Dermed sejlede han for alvor Przhino-processen på grund. Den såkaldte særlige anklagers rolle er nemlig også en del af Przhino-aftalen. Med præsident Ivanovs “amnesti” bliver den særlige anklager reelt sat ud af spillet, fordi hendes funktion er at undersøge netop de forhold, der udspringer af aflytningsskandalen.

Vi har her på bloggen argumenteret for, at det er den særlige anklager, der bærer håbet om forandring til det bedre i Makedonien. Et frit og fair valg gør det ikke. Hvis argumentet holder, så er præsident Ivanovs “amnesti” naturligvis egnet til at slukke håbet for et fremtidigt, demokratisk Makedonien.

I hvert fald, hvis man mener et demokrati, der er foreneligt med de værdier, EU og NATO hævder at stå for.

Det er på den baggrund, at borgerne nu for fjerde aften i træk protesterer i Skopjes centrum. Og det er på samme baggrund, at regimets støtter arrangerer moddemonstrationer uden for SDSMs hovedkvarter.

Den særlige anklager meddelte torsdag, at staben fortsætter arbejdet uagtet Ivanovs “amnesti”. Man anerkender tilsyneladende ikke Ivanovs beslutning. Det er uklart, hvordan den særlige anklager mener at kunne komme uden om præsidentens beslutning og dermed altså vriste Przhino-processen fri af grunden.

Det er fortsat gratis at læse med her. Har artiklen værdi for Dem, er selv symbolske bidrag dog særdeles velkomne via MOBILEPAY 21281941.

"Uro i Makedonien for fjerde dag i træk" blev sidst opdateret: 19. november 2016 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Medier i Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Uro i Makedonien for fjerde dag i træk