Stop vrøvlet om Makedonien

Republikken Makedonien holdt valg den 11. december. Der var to valgkampstemaer. Det nationalkonservative VMRO-DPMNE tabte på begge distancer, men vil ikke slippe magten. Resten er vrøvl.

Efter næsten to års politisk krise gik borgerne i Makedonien den 11. december til valg. Krisen skyldes, at regeringskoalitionen, som bestod af det nationalkonservative, makedonske VMRO-DPMNE og det albanske BDI, i løbet af 2015 blev afsløret i diverse kriminelle forhold og i reelt set at have afviklet magtens tredeling, domstolenes uafhængighed og meget mere.

For forståelsens skyld kan man med fordel se bort fra BDI og blot regne med, at det er en kreds af topfolk i VMRO-DPMNE under ledelse af Nikola Gruevski, der reelt udgjorde og udgør regimet.

Der er endnu ikke faldet domme i de ovenstående forhold. Eftersom det var tydeligt, at den offentlige anklager ikke var fri af regimets magt, blev der etableret en særlig offentlig anklagemyndighed (Специјално Јавно Обвинителство). Myndigheden kom i stand som følge af pres fra EU og USA. Og det samme gjorde valget. Det hele blev nedfældet i den såkaldte Przhino-aftale.

Valgkampen handlede om den særlige anklager og om albanerne

Afsløringerne af regimet blev naturligvis benyttet i valgkampen. Alternativet til de nationalkonservative er Socialdemokratiet, SDSM. SDSM ønskede selvfølgelig, at valgkampen skulle handle om det ”løbende statskup”, som VMRO-DPMNE havde begået i sine cirka ti år ved magten.

SDSM ville lade den særlige anklager fortsætte arbejdet og eventuelt også oprette en særdomstol, fordi den almindelige offentlige anklager og domstolene står i et afhængighedsforhold til VMRO-DPMNE, beviseligt eller formodentlig. Hvis den særlige anklager får lov at fortsætte arbejdet, så vil VMRO-DPMNE’s topfolk med stor sandsynlighed ende i fængsel.

VMRO-DPMNE ville hverken lade den særlige anklager fortsætte eller oprette en særdomstol.

Det var til at forudse, at SDSM ikke nødvendigvis kunne vinde et valg, blot fordi VMRO-DPMNE stod bag de ovennævnte forbrydelser. Det hænger sammen med klientelismen, de ufrie medier, gammelt nag, monopol på historieforskning og mere endnu.

SDSM fik brug for albanske stemmer, og det var sandsynligvis derfor, man slog ind på en kurs, der i højere grad imødekom de albanske borgere. Det er selvfølgelig også muligt, at SDSM er blevet overbevist om, at albanernes krav er rimelige, retfærdige eller begge dele.

Hvorom alting er, så blev SDSM ved valget det parti, der tiltrækker flest albanske stemmer! Det er en virkelig stor nyhed i makedonsk sammenhæng.

VMRO-DPMNE greb begærligt dette nye valgtema, og forsøgte naturligvis at nedtone al snak om forbrydelser. Zoran Zaev, SDSM’s leder, blev udstillet som landsforræder, fordi han ville give indrømmelser til albanerne. Det handlede især om sprogkrav. Ikke om anerkendelse, for det albanske sprog er allerede anerkendt. Albanernes krav er snarere, at staten skal lade handling følge ord.

VMRO-DPMNE førte kampagner, der gav indtryk af, at albansk skulle indføres overalt, at bøder kunne følge, hvis man ikke kunne sproget, at pensionister ikke ville kunne få udleveret deres medicin, hvis de ikke beherskede albansk osv. Desuden ville Zaev angiveligt føderalisere eller kantonisere landet. Reelt ligger der i den beskyldning, at Zaev vil åbne sluserne for et kommende Storalbanien. Hverken SDSM eller de albanske partier går dog ind for kantonisering endsige Storalbanien. Undtagelsen er ”den albanske alliance”, der har talt for kantonisering og som opnåede tre mandater ved valget – ud af 120.

Fire albanske partier fik mandater ved valget den 11. december. De går alle ind for, at den særlige anklager skal fortsætte sit arbejde. De går selvsagt også ind for, at albanernes krav bør imødekommes. Derfor er der flertal uden om VMRO-DPMNE uanset, hvordan man gør regnebrættet op. Også selv om VMRO-DPMNE fortsat er parlamentets største parti.

Den albanske platform

Valget faldt ud på en måde, der gjorde de albanske mandater afgørende, selvom det største albanske parti, BDI, blev straffet af vælgerne og halveret. De ville dog kunne spilles ud imod hinanden, hvis de stod splittet, hvilket ikke ville tjene de synspunkter, alle albanske partier deler.

Derfor gav de albanske partier hinanden håndslag på, at de alle kompromisløst ville kæmpe for den såkaldte albanske platform, uanset hvilke albanske partier, der måtte danne flertal med enten SDSM eller VMRO-DPMNE.

Den albanske platform indeholder syv punkter og diverse underpunkter.

Det første punkt handler om at implementere Ohrid-aftalen og forfatningen. Det er altså aftaler, der allerede er indgået, og hvor de albanske partier ønsker, at deres kommende regeringspartner skal holde aftalerne. Hvis man ser bort fra formuleringer, der lægger op til et kompromis, et punkt der af albanerne selv er blevet nedtonet, og et underpunkt, der kræver en forfatningsændring – hvilket kræver to tredjedeles flertal i parlamentet, og som således ikke kan være en forudsætning for at indgå i en flertalsregering –, så står nogle underpunkter tilbage, der kun vanskeligt kan fortolkes som alvorligt kontroversielle.

Det mest omdiskuterede er som nævnt det albanske sprogs plads i Republikken Makedonien. Det er allerede sådan, at albansk benyttes på lige fod med makedonsk på kommunalt niveau, når over 20% af borgerne er albanere. Men albanerne ønsker – og her henviser de til forfatningen –, at man også skal kunne benytte albansk i de statslige institutioner.

Det vil i princippet sige, at en albansk-talende borger i den østlige del af landet (hvor der næsten kun tales makedonsk) i en statslig institution, f.eks. en sundhedsklinik, skal kunne benytte albansk. Men det er et meget tænkt eksempel. Det vil også sige, at en albansk-talende borger i den vestlige del af landet (hvor der tales albansk) i en sundhedsklinik skal kunne benytte albansk, og at den statslige sundhedsklinik således skal kunne servicere borgerne på deres eget sprog – og også ansætte albansktalende. Det er et realistisk eksempel på, hvad det er, de albanske partier kræver.

Etnisk splittelse er ikke årsag, men eventuelt konsekvens

I den første ”dronningerunde” efter valget fik VMRO-DPMNE’s leder, Nikola Gruevski, i opdrag at forsøge at danne flertal. Mandatet overdrages i Makedonien af præsidenten, som er VMRO-DPMNE-mand, Gjorge Ivanov. Nikola Gruevski forsøgte nu at danne regering med partneren siden 2008, BDI. BDI mødte naturligvis op med den albanske platform, men man kunne ikke komme til enighed.

Ifølge BDI var det ikke platformens første punkt, der forhindrede en videreførelse af en regering bestående af VMRO-DPMNE og BDI. Det ville også være mærkeligt. Man skal fortolke noget mere ind i det, hvis man vil gøre det til et problem. Men det er præcist, hvad VMRO-DPMNE-regimet siden har gjort – hvilket giver ekko i medier og blandt eksperter i hele verden.

Det egentlige problem, ifølge albanerne, lå i det tredje punkt, hvor den albanske platform indeholder krav om, at den særlige anklagemyndighed skal fortsætte sit virke, og ”Fuld opklaring af spørgsmålene omkring retssager som ”Sopot”, ”Brodec”, ”Monster”, og ”Kumanovo”, ved hjælp af en undersøgelseskommission eller en uafhængig international instans.” Det er sager, hvor albanere muligvis er ofre for justitsmord, og hvor regimet regnes for i en eller anden grad at stå bag. De fleste albanere og mange makedonere tager dette for givet.

Det var dette punkt, med den særlige anklagemyndigheds fortsatte virke, der ifølge BDI fik Nikola Gruevski til at opgive mandatet og herefter fortsætte valgkampens antialbanske retorik via klientellet på gader og stræder, medier i ind- og udland og formentlig igen internationale public affairs bureauer.

Den næste ”dronningerunde” er foreløbig ikke blevet til noget. Præsident Gjorge Ivanov nægter at give SDSM’s Zoran Zaev i opdrag at forsøge at finde et flertal, hvis ikke Zoran Zaev først offentligt afsværger den albanske platform. Det er et krav, som er kommet til, imellem første og anden ”dronningerunde”. Ivanov er kommet til at mene, og her flugter han med den øvrige VMRO-DPMNE’s genoptagne retorik, at den albanske platform vil splitte landet.

Det ser således ud til, at regimet er parat til at skabe en varig konflikt mellem albanere og makedonere, med det formål at undgå fængselsstraffe for regimets topfolk. Denne konflikt er således ikke årsagen til noget som helst, som udenlandske eksperter – i forlængelse af VMRO-DPMNE-regimets kommunikationsstrategi – ynder at fremstille sagen. Den er tværtimod konsekvensen!

Vrøvl og endda utidigt vrøvl

Det er meget let at skrive en historie om etniske uroligheder på Balkan, som – kunne man formulere det – ”i århundreder har skabt uro på halvøen,” og et eller andet sted i svadaen bliver en ”krudttønde” nævnt og så videre.

Det er også let at fremstille de balkanske folk som uskyldige ofre, som i århundreder har været legetøj for stormagters og naboers interesser og tilfældige grænsedragninger. Og det er let at gøre forståeligt, at ligegyldigt, hvor store forbrydelser de lokale magtmænd begår, så er det alle mulige andres skyld.

Der er bestemt noget om snakken i bestemte perioder, og hvad angår bestemte Balkan-stater. Men! Makedonien i dag er Makedonien i dag. Hvis man begiver sig ud i ovennævnte standardsvada, når og hvis man vil oplyse om den helt aktuelle situation i Makedonien, så går man regimets ærinde.

Årsagen til den politiske krise i Makedonien er ikke etnisk, og det er det rene kuk at bruge den nuværende politiske situation i Makedonien som eksempel på, at det er dags at diskutere grænseændringer, således som angivelige eksperter og politikere for tiden gør det. Og det er vildledende, hvis man lader beskrivelsen af den aktuelle situation gå op i, hvem og hvilke stormagter, der forsøger at stabilisere eller destabilisere Makedonien eller dets regime, eller om den Europæiske Union har fejlet ved henholdsvis at være for meget eller for lidt til stede.

Det er ønskeligt, at Republikken Makedonien bliver en stat, der i højere grad matcher de vestlige demokratier. Det er naturligvis det forudsatte mål i denne kommentar.

Det makedonske befolkningselement i Makedonien udgjorde i 2002 omkring 2/3, mens albanerne udgjorde omkring 1/4. Tallene var allerede dengang meget usikre, og der har siden fundet en betydelig udvandring sted.

"Stop vrøvlet om Makedonien" blev sidst opdateret: 23. marts 2017 af Sax Strand
Udgivet i EU, Krise i Makedonien, Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Stop vrøvlet om Makedonien

Narrativet om et Storalbanien: hvad siger Makedoniens albanere egentlig selv?

Præsident Ivanov spiller på frygten for et Storalbanien, når han reelt underkender de albanske mandater i makedonsk politik. Men hvad siger albanerne egentlig til frygten?

”Stemmer skal vejes, ikke tælles”, sagde en græsk konge engang, og præsident Gjorge Ivanov i Republikken Makedonien synes at mene det samme. De albanske mandater er fundet for lette, fordi de – ifølge Ivanov – arbejder for en fremmed magt, det vil sige Albanien.

Der er ingen dokumentation for påstanden, men der er nogle forhold, der er egnet til at skabte frygt for, at der kan være noget om snakken. For det første turer russiske propagandamedier som sædvanligt frem med beskyldninger om storalbanske ambitioner og så videre, mens f.eks. skandinaviske og andre regioners medier stort set ikke dækker Makedonien.

Dernæst blev mødet, som konkluderede den albanske platform, holdt i Tirana og havde Albaniens premierminister Edi Rama som vært. Og endelig fører Edi Rama sig frem på Twitter og andetsteds med udsagn, som nok kan være sande, men som blot er egnet til at skabe mistro i verdensopinionen. Edi Ramas fremturen er formentlig baggrunden for en amerikansk pressemeddelelse i går. Hvis man læser indenad står der omtrent: hold din mund!

Hvad siger de makedonske albanere egentlig til det?

Ifølge Izet Mexhiti er det spin

I aftes var Izet Mexhiti på tv. Han er borgmester i Skopje-kommunen Cair og en af næstformændene i det albanske BDI. Han forklarede, at VMRO-DPMNE i den første ”dronningerunde” tilsluttede sig præcis de samme albanske krav, som SDSM nu har tilsluttet sig. Og det kan endda dokumenteres, for det findes på papir, sagde Mexhiti. Og forklaringen var ikke ny. Albanerne har sagt det, siden den første ”dronningerunde” blev opgivet.

Der var en enkelt undtagelse, men den kan ikke på nogen måde kaldes etnisk eller albansk betinget: VMRO-DPMNE ville ikke gå med til at forlænge den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) mandat. Den særlige anklagers virke udspringer af landets politiske krise og den såkaldte Przhino-aftalte, som igen skyldes aflytningsskandalen. Den særlige anklager vil med stor sandsynlighed sende toppen af VMRO-DPMNE-regimet i fængsel, hvis hun får lov at gøre sit arbejde færdigt.

Konklusionen er indlysende. Når Ivanov (VMRO-DPMNE) afviser flertallet med SDSM i spidsen, så er begrundelsen falsk – uagtet at Ivanov efter alt at dømme også er på kant med landets forfatning. Ifølge Mexhiti.

Tirana var tænkt som neutralt område

Men hvorfor blev mødet, hvor den albanske platform blev til, holdt i Tirana? Og hvorfor tog repræsentanter fra Kosovo og Albanien del i mødet? Det har BDI’s formand – ligeledes på tv – forklaret:

Et af de nye albanske partier i Makedonien, BESA, er i den grad modstandere af BDI og formanden Ali Ahmeti. De anerkender ikke BDI og Ali Ahmetis lederskab i den albanske lejr. Og det gik BESA til valg på. Derfor ville BESA ikke acceptere en invitation til et møde, hvis invitationen kom fra BDI. Der skulle andre værter til. Man fik hjælp i Tirana. Initiativet kom, ifølge Ahmeti, fra Ahmeti selv. Han ringede til Edi Rama og bad denne om at invitere og være vært for mødet. Simpelt.

Allerede på det tidspunkt kendte albanerne udmærket til omkostningerne. Man var fuldt ud klar over, at det ville give Rusland og VMRO-DPMNE mulighed for at spinne på ”Tirana”, og det viste sig også at holde stik. Der blev talt åbent om det blandt ganske almindelig borgere.

Makedonien står uden regering efter valget

Den såkaldte albanske platform, som forener de fire albanske partier i Makedonien, blev – som nævnt – til på et møde i Tirana. Når platformen blev til, var det fordi et samlet udspil naturligvis ville stille albanerne stærkere i en forhandlingssituation. Og forhandlingssituationen var netop konteksten, for Makedonien skal have en ny regering efter valget den 11. december.

SDSM, Socialdemokraterne, fik lavet en aftale med albanerne. De albanske partier pegede herefter på Zoran Zaev som mandatar eller “kongelig undersøger”, som man ville sige i Danmark. Men onsdag afviste Præsident Ivanov at give mandatet til SDSMs leder Zoran Zaev.

Ivanovs argument er, at Zaev går en fremmed stats ærinde. Hermed mener han Albanien. I realiteten beskylder Ivanov Zaev og det nye flertal for forræderi. En imødekommelse af den albanske platform vil være et første skridt i retning af en opløsning af Makedonien, mener Ivanov.

Ivanov kan selvfølgelig mene, hvad han vil, men som præsident har han – ifølge samtlige eksperter uden for regimets magt – ikke beføjelser til at vetoe et flertals politik, og han har ikke fremlagt dokumentation for, at Albanien skulle have duttet de albanske partier en bestemt politik på.

"Narrativet om et Storalbanien: hvad siger Makedoniens albanere egentlig selv?" blev sidst opdateret: 11. marts 2017 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Præsident Ivanov optrapper Makedoniens krise

Den politiske krise i Republikken Makedonien er yderligere optrappet, efter at Præsident Gjorge Ivanov i går nægtede at give mandat til et socialdemokratisk ledet flertal. Valget fandt sted 11. december.


Præsident Gjorge Ivanov under et besøg i Letland. Foto: Ernests Dinka, Saeimas Kanceleja Creative Commons

I går klokken 16.30 meddelte præsident Gjorge Ivanov (VMRO-DPMNE) sig i en tv-transmitteret tale til Makedoniens borgere. Det var ventet, eller i hvert fald håbet, at Ivanov ville overdrage til socialdemokraternes (SDSM) Zoran Zaev at danne en ny regering, efter at regimets leder, VMRO-DPMNE partiformand og tidligere premierminister Nikola Gruevski tidligere havde måttet opgive sit mandat. Zaev fik ikke mandatet.

Når der for nogle kun var tale om håb, snarere end forventning, var det fordi Ivanov allerede tidligere har vist vilje og evne til at presse forfatningen til det yderste, for at undgå et regimeskifte.

Det skete så også i går og endda på et niveau, så SDSM og Zoran Zaev ved 18-tiden meddelte, at der var tale om et statskup. Det makedonske system er parlamentarisk, ikke præsidentielt, så det er vanskeligt at komme uden om etiketten.

Regimets begrundelse

Det er svært at bedømme, om Ivanov agerer selvstændigt, eller om han koordinerer sin ageren med de øvrige dele af regimet. Men ud af Ivanovs mund kom følgende, som stemmer helt overens med VMRO-DPMNE’s etnificering af valgkampen og Ivanovs allerede tidligere bebudelse, at han mente at have en slags vetoret over flertallets vilje:

Socialdemokraterne måtte afsværge ”den fællesalbanske platform”, hvis de ville have mandatet, sagde Ivanov. Ifølge præsidenten var platformen nemlig udtryk for et fremmed lands vilje. Ivanov udtrykte det som en ”platform fra et fremmed land”, så han nævnte ikke Albanien ved navn. Meningen er derimod klar. I bagklogskabens lys har man kunnet se det komme: Regimet, herunder medierne, og de russiske medier omtaler den albanske platform som ”Tirana-platformen”.

Socialdemokraterne kan naturligvis ikke afsværge platformen, for den leverer de afgørende mandater, ligesom socialdemokraterne gik til valg på at være imødekommende over for de albanske krav.

Om sin egen hjemmel sagde Ivanov, at forfatningen og Ohrid-aftalen ikke tillod ham at give mandat til et flertal, der vil destruere Makedoniens suverænitet. Den albanske platform, som er oversat til dansk her på bloggen, gør sig ellers umage for at insistere på både forfatningen og Ohrid-aftalen.

Regimet, VMRO-DPMNE, går efter et nyvalg. Helt officielt.

Kun på overfladen en strid om sprog

Allerede i dag kan man se, at medier i hele verden gengiver den optrappede politiske krise som en sprog-strid eller en eskalering af etniske modsætninger. Det er nu nok en forkert fremstilling.

Det handler om at nærme sig et åbent samfund a la de vestlige liberale demokratiers selvforståelse eller at forblive i et kleptokratisk autokrati, der minder om det vi ser udfolde sig i Tyrkiet og Rusland. SDMS står sammen med albanerne for den mulige fornyelse, mens regimet under VMRO-DMPNE står for autokratiet. At det albanske BDI kan have et ben i hver lejr er en historie for sig selv.

Her kan man eventuelt fæstne sig ved, at i den første ”dronningerunde”, hvor de hidtidige regeringspartnere, BDI og VMRO-DPMNE, forsøgte at finde hinanden, var det ikke de sproglige og kulturelle albanske krav, der skilte parterne. Det var den albanske platforms afsnit 3, der ønsker retsstatsprincipperne genindført i Makedonien – og det helt konkrete middel i den henseende er den særlige anklagers (Специјално Јавно Обвинителство) fortsatte virke.

VMRO-DPMNE-forhandlerne ønsker ikke at den særlige anklager skal have forlænget sit mandat, hvilket er indlysende, fordi hendes fortsatte virke efter alt at dømme vil sætte VMRO-DPMNE-toppen bag tremmer i mange år.

VMRO-DPMNE er naturligvis uenig i denne udlægning.

"Præsident Ivanov optrapper Makedoniens krise" blev sidst opdateret: 17. marts 2017 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Præsident Ivanov optrapper Makedoniens krise

Paris-erklæringen: EU ordinerer dannelse imod terror

Angrebet på Charlie Hebdo udløste Paris-erklæringen, som markerer et paradigmeskift i EUropæisk uddannelsespolitik. Dannelse er igen i kridthuset, dog ikke altid i Danmark.

Paris-erklæringen fulgte af terrorangrebet på Charlie Hebdo

”Som svar på terrorangrebene i Frankrig og Danmark tidligere i år, og idet vi husker lignende grusomheder i Europa i den nære fortid… ”
Sådan begynder den såkaldte Paris-erklæring, som kom ud af et uformelt møde mellem de EUropæiske undervisningsministre den 12. februar 2015.

Mødet fandt sted kort efter terrorangrebet den 7. januar på det franske satiremagasin, Charlie Hebdo. Erklæringen blev udsendt den 17. marts, og det er sikkert grunden til, at også Danmark er kommet med i den første sætning, for angrebet i Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade fandt sted den 14.-15. februar 2015.

Paris-erklæringen bryder med mange års stift fokus på uddannelse som middel for vækst og øget konkurrenceevne. En almendannende ambition vinder igen indpas i den EUropæiske uddannelsespolitik:
”Som ministre med ansvar for uddannelse … har vi en særlig pligt til at sikre, at de humanistiske og samfundsmæssige værdier, vi deler, beskyttes og overbringes til fremtidige generationer.”
Værdierne er menneskeværd, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne, kan man læse i Paris-erklæringen. Tanken om europæisk medborgerskab er således på vej tilbage, hvilket Paris-erklæringens fulde titel også minder om: ”Declaration on Promoting citizenship and the common values of freedom, tolerance and non-discrimination through education.”

Og ministrenes erklæring betyder faktisk noget. Ikke nødvendigvis på nationalt niveau, hvor EU ikke har megen kompetence, og hvor politikere derfor kan blæse på deres egne erklæringer og eventuelt endda gøre det modsatte. Men på de områder, hvor EU har en smule kompetence, slår erklæringens ambitioner igennem.

De franske værdier, ikke Le Pen

Man kan se den fælleseuropæiske besindelse på almendannelse som et udtryk for selvrefleksion. En selvrefleksion, som i sidste ende er en følge af globaliseringen med vandrende arbejdsgivere og -tagere, migrationsbølger, flygtningestrømme, marginalisering, terror og kulturmøder. Spørgsmålet er, hvad der skal dæmme op for de uheldige sider af globaliseringen?

Her er det interessant, at det er borgerværdierne fra den franske revolution, ministrene finder frem til. Det er ikke højrekulturalismen, ministrene ønsker fremmet. Der er altså ikke tale om national eller folkelig dannelse, hvilket jo i ministrenes hjemlige sfærer af og til er svaret på globaliseringen.

Det er heller ikke sådan, at dannelsesambitionerne er møntet på ”ny-europæere” alene. Faktisk ligger det implicit, at højrekulturalister (nationalister) må være genstand for dannelsesambitionerne på lige fod med ”ny-europæere”. Her er det især et spørgsmål om at undgå, at ”ny-europæerne” eksluderes eller marginaliseres. I yderste konsekvens må ambitionen være, at eksempelvis tilhængere af Dansk Folkeparti og Venstre skal lære, henholdsvis igen skal lære, at skønne på de ovennævnte værdier.

Det element, der udgør et gedigent paradigmeskift, er dog, at man opgiver det eksklusive fokus på vækst. Og det er selvfølgelig, fordi vækst alene ikke løser det problem, ministrene stod med den 12. februar 2015, nemlig hjemmedyrkede terrorister. Politikken er herefter ikke begrænset til blot at ”streamline” fælles midler og initiativer, så de kommer til at bidrage til vækst, og hvor aflæring af alt andet end væksthensyn bliver det egentligt dannende; altså en slags almuegørelse, for nu at bruge et grundtvigsk begreb.

Gode hensigter og nationale tilbagefald

Paris-erklæringen er en hensigtserklæring, for EU har ingen magt over uddannelsessystemer og –institutioner. På det nationale niveau består EU-samarbejdet derfor i at ”koordinere”. Det betyder i praksis, at EU-staterne forsøger at synliggøre og sammenligne deres indsatser for at dele viden om og fremme det, der virker.

Arbejdet ligger i Generaldirektoratet for Uddannelse, Unge, Idræt og Kultur, EAC (A1). I arbejdet med at dele viden om nationale indsatser, er en ekspertgruppe tilknyttet. Eksperterne er fra de 28 medlemslande, men også fra lande, der på dette punkt samarbejder med EU-landene, f.eks. Island og Norge, og fra Europarådet.

I marts 2016 kom en statusrapport, der gav et overblik over de uddannelsespolitiske udviklinger i Europa, som fulgte af Paris-erklæringen.

Rapporten viste, hvilke lande, der havde foretaget sig noget særligt indtil marts 2016, på hvilke områder, på hvilke uddannelsesniveauer og i hvilke uddannelsessystemer. Når landene gør tiltag, der virker i den modsatte retning – marginaliserer nye borgere for eksempel – så er det naturligvis ikke med.

Den meget omtalte Folketingsbeslutning V38 er et eksempel på et ekskluderende tiltag. Sådanne tiltag kan selvfølgelig godt finde sted, uanset at man i andre ender af den danske administration arbejder i Paris-erklæringens ånd.

På det nationale niveau tolker landene Paris-erklæringen, som det nu bedst passer.

I november 2017 udkommer endnu en rapport, som vil fokusere på landenes indsats i forhold til medborgerskab.

Paradigmeskift i EU-Kommissionen

Der er dog områder, hvor EU selv kan fremme indsatsen i forlængelse af Paris-erklæringen. Undervisningsministrene peger i Paris-erklæringen selv på, at f.eks. ERASMUS+ og andre –programmer kan støtte de dannelsesambitioner, ministrene indfører med erklæringen.

I Paris-erklæringen opfordrer ministrene det på det tidspunkt kommende uddannelses-rådsmøde (18.-19. maj 2015) til at følge op på Paris-erklæringen. Og deltagerne i rådsmødet er jo vel at mærke de selv samme ministre.

Der er derfor sammenhæng i tingene, når man i de seneste to år har set Paris-erklæringens ambitioner blive til kriterier for EU-støtte i en række sammenhænge (ET2020, Ungdom, særlige indkaldelser osv.). I en pressemeddelelse, der blev udsendt sammen med statusrapporten i marts 2016, hedder det f.eks., at når de 400 mio. € i ERASMUS+ budgettet for 2016 bliver fordelt, så vil projekter, der prioriterer Paris-erklæringens mål, blive favoriseret.

Der er også udloddet beløb til projekter, som alene forfølger målene i Paris-erklæringen.

Paris-erklæringen har i øvrigt også ført til et øget samarbejde om sikkerhedspolitiske anliggender. Den slags ligger i Generaldirektorat for migration og indre anliggender, HOME.

Morgenluft for europæiske højskoleidéer

I denne signaturs egen lille verden er der grund til at fornøje sig. Overtegnede har i mange år arbejdet med ideen om, at europæiske højskoler potentielt ville kunne løse en række af de problemer, EU stod og står overfor.

Tanken var og er netop, at der er brug for en fælleseuropæisk dannelsesindsats, uden at denne indsats må føre til central indblanding i undervisningens indhold.

Arbejdet med at promovere denne sag fandt sted inden for rammerne af den europæiske højskoleforening, Association for Community Colleges (ACC). Herfra emanerede ideen til andre organisationer i ind- og udland. Men arbejdet blev sat på stand by, da pendulet svingede til fordel for den snævre vækstdagsorden, som umuliggjorde al tale om europæisk dannelse.

Et par citater fra Venstres Ellen Trane Nørby forklarer meget godt, hvordan pendulet svinger:

I 2005 fik Ellen Trane Nørby (V) nys om ideen om europæisk højskoler, og hun nedgjorde den eftertrykkeligt i en artikel på Ræson:

”Nu skal vi ved deltagerdemokrati, europæiske højskoler og rundbordssamtaler forstå den europæiske drøm,” skrev Trane Nørby, og fortsatte:
”EU har ALDRIG kunnet skabe demokratisk legitimitet ved rundbordssnak eller ved at købe social legitimitet gennem støtteordninger. Tværtom er disse tiltag-oven-på-tiltag roden til skepsisen overfor projektet. EU fremstår som apparatet, der vil blande sig i alt.”
Og herefter kom alle de markedsliberale synspunkter, som gik på kun at fokusere på:
”Vækst og arbejdspladser via det Indre Marked” og ”afskaffe støtteordninger og gøre Europa til verdens førende vidensøkonomi gennem uddannelse og forskning,” og således videre.

Men i sommeren 2015 blev Trane Nørby undervisningsminister, og den 13. november 2015 foregik terrorangrebene i St. Denis på bl.a. spillestedet Bataclan. Og den 23-24 november deltog Trane Nørby i EU-uddannelses-rådsmødet i Bryssel. Undervisningsministeriet lagde så dette citat ud på dets hjemmeside. Ministeren tager til Bryssels med blandt andet følgende indstilling til Paris-erklæringen:
”Vi skal sikre … at børn og unge blandt andet via uddannelsessystemet får den demokratiske dannelse, som er et fundament for at kunne bevare de frie og trygge samfund, vi har i Europa. De tragiske begivenheder i Paris forrige fredag understreger behovet for, at vi aldrig tager vores frihedsrettigheder og de demokratiske værdier for givet.”

Det kan godt være, der ikke ligefrem er håb for ideen om europæiske højskoler i første række, men det fællesEUropæiske undervisningspolitiske paradigme er dog blevet suppleret med en dannelsesambition. Herefter kan vi igen diskutere, hvordan ambitionen bedst institutionaliseres.

EU grønbog svøbt i blåt
Hård kritik af Youth on the Move

"Paris-erklæringen: EU ordinerer dannelse imod terror" blev sidst opdateret: 28. februar 2017 af John Petersen
Udgivet i EU, Højskole | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Kommentarer lukket til Paris-erklæringen: EU ordinerer dannelse imod terror

Ny sproglov og ny regering på vej i Makedonien

Præsidiet i det albanske parti BDI godkendte i aftes et udkast til en ny sproglov, der skal ligestille albansk og makedonsk i Republikken Makedonien. Det baner vej for en ny regering.

sproglov i makedonien

Omkring midnat kunne man på sociale medier følge, hvordan tilhængere af socialdemokraterne (SDSM) og af flere albanske partier begyndte at lykønske hinanden med aftenens resultat. Et syv timer langt møde resulterede nemlig i, at BDI’s (Bashkimi Demokratik për Intregrim) præsidium godkendte et udkast til en ny sproglov, der i højere grad skal ligestille brugen af albansk og makedonsk i landets offentlige sektor.

Dermed er den sidste forhindring formentlig ryddet af vejen, og en regering bestående af BDI og SDSM med sandsynlig deltagelse af ”koalitionen albanernes alliance” (Liste 11), er på vej. De øvrige albanske partier, BESA og PDSh, vil sandsynligvis ikke blive en del af regeringen, men det er muligt at de vil lægge mandater til både sprogloven og den nye regering.

BDI’s leder, Ali Ahmeti, har nu grønt lys fra præsidiet til at danne regering med SDSM. Dog skal der først afholdes yderligere et møde fredag, hvor andre – men knap så afgørende – hurdler skal diskuteres. Præsidiet er den øverste myndighed i BDI.

Lovudkastet er ikke sluppet ud til offentligheden. Derfor er det ikke sikkert, at der er tale om 100% ligestilling mellem sprogene. BDI’s mål i forhold til albanske sprogbrug står dog klart, for de fire albanske partier eller koalitioner vedtog efter valget den 11. december en fælles platform for forhandlingerne om den kommende regeringskoalition.

Resultatet af valget den 11. december stillede de albanske partier og koalitioner i en yderst gunstig forhandlingsposition.

Flertal er ingen garanti for en ny regering

Dannelsen af en ny regering forudsætter, at regimet (VMRO-DPMNE) ikke finder en juridisk eller en anden kattelem, der gør det muligt at forhindre regeringsdannelsen. Der er betydelig uvilje i det nationalkonservative VMRO-DPMNE imod den nye regering. VMRO-DPMNE har været dominerende i etableringen af det nuværende regime og har siddet på magten siden 2006.

Ifølge VMRO-DPMNE er uviljen begrundet i, at en ny regering, der imødekommer albanernes sproglige og kulturelle ønsker, vil få landet til at gå i opløsning.

Ifølge andre skyldes den reelle uvilje, at SDSM og BDI bakker op om den særlige anklagemyndigheds virke (Специјално Јавно Обвинителство). Den særlige anklager, Katica Janeva, vil med stor sandsynlighed sende VMRO-DPMNE-topfolk i fængsel i mange år, hvis hun får lov at arbejde uforstyrret, og hvis domstolene kan vristes fri af VMRO-DPMNE’s greb.

"Ny sproglov og ny regering på vej i Makedonien" blev sidst opdateret: 10. marts 2017 af John Petersen
Udgivet i Krise i Makedonien, Makedonien, Ohrid Framework Agreement | Tagget , , , , , , , , , , , , , | En kommentar

Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien

Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået. Det fører til vås, plat, forkerte folketingsbeslutninger og måske det, der er værre.

Christiansborg
Folketinget har med V38 mistet jordforbindelsen. Christiansborg, København. Foto: KLMircea. Creative Commons License.

Jeg har bemærket de sidste par runder i den evindelige tyskerfejde, hvis første udgave jo udspillede sig i 1789-90. I den oprindelige fejde ønskede den ene fløj, at rigets danskere skulle have en særstilling frem for de tyske eller holstenske. I den nye runde ønsker den ene fløj på samme måde, at rigets danskere skal have en særstilling frem for ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.

I den oprindelige udgave ville danskerfløjen indskrænke indfødsretten for tyskerne, og også i den nye udgave vil man gøre forskel på danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”, for ifølge danskerfløjen bør den del af befolkningen ikke være i flertal i boligområder i Danmark.

Der står ikke noget om, hvordan staten bør administrere denne forskelsbehandling af landets borgere.

Sympatisk, men irrelevant vås

I den seneste runde deltager både Folketinget, Özlem Cekic, Peter Wivel og masser af andre gæve folk og Facebook. Fejden starter konkret med, at et flertal i Folketinget i vedtagelsen V38 skelner mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”. Det betyder selvfølgelig, at den sidste kategori ikke er at regne for danskere, uagtet at de sandsynligvis har dansk statsborgerskab.

Det er faldet mange for brystet, at Folketinget ekskluderer ”indvandrere og efterkommer fra ikkevestlige lande” fra det danske, og blandt andre Özlem Cekic har startet en #Vierligedanske -kampagnen, som skal vise, at ”efterkommere” er lige så danske som … som de danske, må det vel være.

Også Venstre, som tidligere var et liberalt parti, lagde stemmer til V38. Efterfølgende har Venstres udlændingeordfører dog indtaget et synspunkt, der kolliderer med beslutningens skel mellem danskere og ”indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande”.
”Der er masser, der er kommet hertil og har taget Danmark til sig, og som er danskere, og det er dejligt”, skriver således Jan E. Jørgensen på sin Facebook-profil.

Dermed ligger Venstre og Jan E. Jørgensen pludselig i samme spor som Özlem Cekic, idet man åbenbart godt kan være dansk, selvom man f.eks. er tysker – for nu at gribe tilbage til tyskerfejden – eller bare tyrker.

Jeg ved godt, man skal være varsom med en så bastant udmelding, som den der kommer nu, for man risikerer jo at måtte komme krybende tilbage, skulle man træffe at tage fejl. Men jeg vover det alligevel: det er noget irrelevant vås, som i virkeligheden bøjer sig i støvet for det, man bør bekæmpe!

Disse sympatiske og solidariske ligemagere er ude i det forkerte ærinde, når de på vegne af landets borgere vil gøre dem alle til danske. They are barking up the wrong tree, som de siger ovre bag ved Vesterhavet.

Og ambitionen strider i øvrigt imod almindelige menneskers virkelighedsopfattelse, som den kommer til udtryk i sproget, ligesom det blot skaber forvirring i forhold til landets gamle mindretal, tyskerne i Nordslesvig eller Sønderjylland, som jo forbliver tyske, selvom de naturligvis er danske statsborgere.

Det er ikke alle danske statsborgere, der er danske. Og fred være da med det. Nogle er halvt, nogle er helt, nogle er godt og vel, og nogle er overhovedet ikke.

Alle borgere bør bekæmpe forskelsbehandling, der tager udgangspunkt i borgerens afstamningsforhold! Det er det, der er problemet.

Jeg er dansker i Makedonien

Jeg bor i Makedonien. Jeg er ikke så stolt af at være dansker for tiden. Men jeg er altså dansker alligevel. Min kone er albaner og makedonsk statsborger. Men jeg bliver aldrig hverken albaner eller makedoner.

Efter sigende ville det være let for mig at opnå makedonsk statsborgerskab. Men jeg ville helt sikkert stadig regne mig selv for at være dansker, selvom jeg fik makedonsk statsborgerskab. Det ligger mig helt uendeligt fjernt, at jeg en morgen skulle vågne op og være blevet til en albaner. Min computer meddeler somme tider, at noget er en syntaksfejl. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder som et dækkende ord for situationen.

Skulle jeg dog alligevel på et tidspunkt få den tanke, at nu vil jeg saftsusemig regnes for at være albaner – eller makedoner for den sags skyld – så ville ingen her tage det alvorligt.

Hvis man forestiller sig den omvendte situation, så ville det samme gøre sig gældende. Min kone bliver aldrig dansker. Der er mange albanere i Danmark. Det er nok muligt, hvis man stikker en mikrofon op i ansigtet på en albaner i København og spørger, om vedkommende regner sig for dansker, at svaret ville være ”ja”. Men for slukket mikrofon ville svaret være et andet. En sådan albaner ville i hvert fald fortsat – som minimum – også regne sig for at være albaner.

Helt absurd ville det blive, hvis Makedoniens lokale Jan E. Jørgensener eller Özlem Cekicer ville trøste mig med, at jeg skam sagtens kunne blive albaner eller makedoner med tiden, eller at jeg skam eventuelt allerede var det. Hold nu op, altså.

Det er statsborgerskabet, stupid

Uklarhederne i V38 og den efterfølgende forargelse over beslutningen slører efter min mening et dybere problem, som beslutningen er udtryk for. Forholdet mellem national identitet og statsborgerskab er i Danmark ofte misforstået.

Jeg tror, det er det, folketingsbeslutningen er et udtryk for. I Danmark er man bange for at tilslutningen til borgernes rettigheder sygner hen, for det er de rettigheder staten og demokratiet hviler på. Bekymringen er formentlig ægte. Det kræver en befolkning, der stiller sig bag rettighederne og benytter dem, for ellers falder modellen til jorden.

Man kan svinge sig lidt op og hævde, at rettighederne skal være indlejret i en demokratisk livsform, hvis friheden skal bestå. Og her betyder frihed, at borgeren er en del af det kollektiv (staten), som tager beslutninger om borgerens og kollektivet selv.

Skellet mellem borgeren og staten fjernes lige nøjagtigt dér, hvor borgeren – med grundloven – får retten til at stille op til den lovgivende forsamling, og hvor borgeren får retten til at beklæde et offentligt embede – med indfødsretten eller statsborgerskabet.

Afstamningsfællesskabet er den forkerte målestok

V38 blev vedtaget efter en debat, hvor Martin Henriksen (DF) netop bekymrede sig om, ”at der i Brøndby Strand bor flere med indvandrerbaggrund end med dansk baggrund”.

Det store syndefald sker, efter min mening, når man identificerer afstamningsforholdet med den demokratiske livsform. Og jeg tror, det er det der sker, og som er et aldeles lokkende synspunkt for Martin Henriksen, folketingsflertallet og ganske almindelige borgere i Danmark. Er det måske ikke bare sådan, at danskerne er frie og lige af sind og så videre?

Nej! Det er simpelthen at overbelaste den danske afstamnings kapacitet, når man lader afstamningen være ophav til og garant for borgernes rettigheder og demokratiet, som vi kender det.

Dertil kommer naturligvis, at afstamningsfællesskabet i nogen grad er et konstrukt.

Det kan formuleres på en anden måde. Demokratiets sammenhængskraft er givet med borgernes vilje til at bakke op om og benytte de politiske og andre rettigheder. Sammenhængskraften stammer derimod ikke fra et afstamningsfællesskab.

Syndefaldet er et syndefald, fordi der ikke vil være grænser for, hvad man kan finde på i det danske afstamningsfællesskabs navn, hvis man virkelig tror på, at det bærer friheden, demokratiet og borgernes rettigheder. I sidste ende kan man naturligvis frygte, at borgere, der ikke tilhører det dansk afstamningsfællesskab, bliver forskelsbehandlet af staten.

Og det er lige nøjagtigt derfor, man skal være forarget over Folketingsbeslutningen.

Folketingsbeslutningen er et udtryk for, at man saver i den gren, man selv sidder på og eventuelt det, der er meget værre.

Litteratur

På sporet af dansk identitet
red: Flemming Lundgreen-Nielsen
Spektrum 1992

Jürgen Habermas
Statsbürgerschaft und nationale Identität
Erker Verlag 1993

"Den nydanske tyskerfejde set fra Makedonien" blev sidst opdateret: 15. februar 2017 af John Petersen
Udgivet i Uden for kategori | Tagget , , , , , , , , , , , , , | 25 kommentarer